Mor til to begræder lukning – nu går hun på gaden

Malene Guldhammer fra Randers kæmper sammen med mange andre for Mødrehjælpens overlevelse.

02:18

Malene Guldhammer fra Randers vil kæmpe til det sidste for Mødrehjælpens overlevelse.

Hendes liv ændrede sig fuldstændig, da hun som 21-årig blev gravid. De jævnaldrende festglade venner faldt fra, og uden støtte og rådgivning fra Mødrehjælpen var Malene Guldhammer nok aldrig kommet igennem den første tid som mor.

Nu tyder meget på, at Mødrehjælpen må lukke. Til stor frustration for Malene og de øvrige brugere. Derfor demonstrerer de også mod lukningen foran rådhuset i Randers i dag kl. 11.

Jeg kunne puste ud, tude og sige, at det hele bare er for hårdt. Så er der en, som klapper en på skulderen og siger, at man nok skal komme igennem det.

Malene Guldhammer, mor til to

- Vi var unge og festede meget. Mange af mine venner festede videre, imens jeg fik en hel ny hverdag, og venskaberne forsvandt ud i sandet, fortæller Malene Guldhammer til TV2 ØSTJYLLAND om den første tid som gravid og efterfølgende mor.

Hun havde brug for et sted at støtte sig til, og her kom Mødrehjælpen ind i billedet.

Mødrehjælpen i Randers holder til i huset her i Østergade i centrum af byen. 

Prøver at forstå dem

De seneste syv år har hun fået hjælp fra organisationen, og det har haft stor betydning.

- Jeg kunne puste ud, tude og sige, at det hele bare er for hårdt. Så er der en, som klapper en på skulderen og siger, at man nok skal komme igennem det. Det giver en et boost, siger Malene Guldhammer.

Læs også Randers Kommune vil forringe undervisningen for specialbørn

Mødrehjælpen tilbyder gratis rådgivning og støtte til familier med økonomiske eller sociale vanskeligheder. I alt 50 unge kvinder kommer fast i huset i Randers.

- Vi prøver at hjælpe og forstå dem. Og siger at de kan mere, end de selv tror. Det giver dem selvtillid, siger næstformand i Mødrehjælpen, Anne Cenholt, som frygter for fremtiden. 

Anne Cenholt håber til det sidste på, at Mødrehjælpen i Randers kan fortsætte sit gode arbejde. 

Drejer sig om 350.000 kroner

Randers Kommunes budget for 2019 indeholder nemlig ikke de 350.000 kroner i tilskud, det kræver at holde Mødrehjælpen kørende.

- Så har vi ikke andet valg end at lukke. Det er vi meget kede af at gøre, for mange unge får hjælp her, siger Anne Cenholt.

De giver brugerne redskaber til at kunne påtage sig forældrerollen. Hvis de ikke kan det, er det jo i sidste ende kommunens problem.

Kasper Fuhr Christensen, lokalpolitiker

Hun, Malene Guldhammer og mange af de øvrige brugere af stedet giver da derfor heller ikke op. Torsdag tager de del i en stor demonstration, hvor de blandt andet får politisk opbakning fra Kasper Fuhr Christensen (Velfærdslisten).

Han kæmper ligesom dem for stedets redning.

Kan spare kommunen for penge

- For det første så gør Mødrehjælpen en stor indsats for at hjælpe en udsat gruppe, og så er stedet også med til at forebygge og faktisk spare kommunen for regninger, siger politikeren til TV2 ØSTJYLLAND.

- De giver brugerne redskaber til at kunne påtage sig forældrerollen. Hvis de ikke kan det, er det jo i sidste ende kommunens problem, fortsætter han.

Samtidig lægger han vægt på, at det er et forholdsvis lille beløb, der skal til for at redde Mødrehjælpen. Han mener sagtens, at der kan findes 350.000 kr. i budgettet.

01:53

VIDEO: Kasper Fuhr Christensen tror på, at dagens demonstration nytter noget. For senest så man, at to plejehjem i Dronningborg og Havndal blev reddet efter folkeligt pres.

Luk video

Bredt flertal i byrådet

- Vi kunne tage penge fra projektet 'Byen til Vandet', fra den million kroner som Randers Regnskov har fået eller fra byrådsmedlemmernes løn, lyder det fra Kasper Fuhr Christensen.

Borgmester i Randers, Torben Hansen (S), sagde i sidste uge, at man er i god, konstruktiv dialog med Mødrehjælpen.

Læs også Bred budgetaftale i Randers: Løftebrud mener SF

Men på daværende tidspunkt ville han ikke komme nærmere ind på chancerne for, at stedet alligevel overlever.

Han slår fast, at det var et bredt flertal i byrådet, som vedtog budgettet uden støtten til Mødrehjælpen.