Mor i ulveområde: - Jeg tør ikke lade mine børn løbe i forvejen i skoven

Ulven har været på nært hold af familien Stegø Bak. Det har gjort dem bange og fået dem til at ændre adfærd.

01:12

Video: Betina Stegø Bak bor i Ulfborg med sine børn og frygter ulven, efter dyr er blevet angrebet af den kort fra familiens grund.

Betina Stegø Bak bor i Ulfborg i Vestjylland med sin mand, børn, får og heste. Den lille familie har haft ulven helt inde på tæt hold:

- Der har været et angreb en kilometer den vej og en kilometer ude af vejen der, siger hun, da TV2 ØSTJYLLAND møder hende på hendes grund og peger henholdsvis til højre og til venstre. I begge tilfælde er det dyr, som er blevet angrebet af ulven.

Læs også Ulven er kommet til Østjylland: Har tilbragt sommeren på Djursland

De to angreb nær familiens hjem har ændret Betina Stegø Baks syn på ulven.

- For så længe den har været i plantagen, så kan man jo lade være med at bevæge sig derud, hvis man er ræd for den. Men lige pludselig har man ikke noget valg, for det er jo vores baghave, forklarer hun.

To gange i løbet af sommeren 2018 blev en ulv fanget på vildtkamera på Djursland. Foto: Lars Kejser

Ny adfærd

Angrebene har fået familien til at tage nogle forholdsregler, og Betina Stegø Bak er især nervøs for sine børn.

- Det der bekymrer mig mest ved ulvens tilstedeværelse, er nok at vi ikke kan sende vores børn i forvejen, når vi er på løbeture, for at plukke hindbær og at skolerne ikke kan bruge plantagerne på samme måde, fortæller hun.

Læs også Sebastian Klein: At frygte ulve er som at frygte at flyve

- Hele vinterhalvåret har min mand løbet omkring klokken fem om morgenen. Det gør han ikke mere, efter der har været ulveangreb på vejen her.

Der hvor ulvens og menneskets spor oftest krydses er i forbindelse med fåreavl, for ulven kan finde på at tage får. 

Frygt ej

Men der er ingen grund til at frygte ulven, siger naturformidler og tv-vært Sebastian Klein til TV2 ØSTJYLLAND.

- Den der frygt, som mange mennesker har for at blive spist af en ulv eller for, at deres børn bliver spist af en ulv, det er en frygt, som svarer til at være bange for at flyve. Ting kan gå galt. Man kan jo aldrig vide, men generelt, så er det ret sikkert, det her, siger han.  

Læs også 22 millioner kroner: Jyllands dyreste hus er solgt

- Hvis man er fåreavler, så har man al mulig grund til at være irriteret på ulvene. Hvis man bare bor ude på landet, så synes jeg, man skulle tage det som den naturoplevelse, det er, hvis man skulle være så heldig at se en ulv en dag. Man skal i hvert fald ikke være særlig bange for den.

De forklaringer ændrer imidlertid ikke Betina Stegø Baks oplevelse af at bo nær ulven:

- Der er folk, der siger, at ulven er bange eller at den bare er nysgerrig. Det er lige meget, for den er tæt på, uanset om den er nysgerrig eller bange for mennesker, så er det stadigvæk et rovdyr, der er alt for tæt på os, siger hun. 

Fåreavler Berit Kiilerrich i Vestjylland har oplevet at få dyr taget af ulven.

Fået vagthund

Nær Betina Stegø Bak i Vestjylland bor Berit Kiilerich, der er fåreavler. Ved påsketid mistede hun 25 får til ulven, og hun forventer, at den kommer igen. 

- Ulvene er så kloge, at når de først én gang har opdaget, at her er nogle dyr, som er et nemt bytte, så tror jeg, de vender tilbage. Det kan vi være helt sikre på, siger hun. 

- Det er en ny udfordring, som vi er nødt til at tage alvorligt, og så må vi finde nogle modeller, som kan løfte det.

Læs også Eskil er ulvespotter: - Jeg har syv lorte hjemme i fryseren

Derfor har Berit Kiilerrich anskaffet sig nogle vagthunde, som hun håber kan hjælpe med at beskytte fårene på marken. 

Fåreavleren håber, at vagthundene vil kunne holde ulvene væk.