Mødet er hævet: Nej til helårsfærge på Samsø

Samsø Kommune kommer ikke til at søge penge til at drive Samsø Expressen året rundt

1 af 2

Venstre og De Konservative vil ikke stemme for, at Samsø Kommune søger penge hos staten for at gøre Samsø Expressen, der sejler mellem Aarhus og Samsø, til en helårsafgang.

Det er konklusionen på et ekstraordinært møde i kommunalbestyrelsen, fortæller flere kilder til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Og det er ikke noget, der falder i god jord hos en af øens store fortalere for innovation og udvikling, Søren Hermansen, der er direktør hos Samsø Energiakademi. 

Læs også K efter helårsfærge-nej: Tror ikke på projektet

- Jeg er skuffet, og vi har mistet både innovationskraft og folkelig tro på fremtiden ved det her. Samsø havde et mega godt år i 2016, og det er deprimerende, at vi ikke investerer noget af det her overskud nu, siger Søren Hermansen til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Ifølge Søren Hermansen var V og K alt for optagede af færgens nøgletal og fokuserede for lidt på, hvilke positive perspektiver ruten kunne give – eksempelvis i kulturåret 2017 i Aarhus.

- Jeg fatter simpelthen ikke, at de (V og K, red.) graver sig ned i passagertal og taløkonomi i den aktuelle færge, og det er mærkeligt, når man ser hvad kommunen ellers kaster sig over af projekter. Jeg mangler noget flyvehøjde på det her fra de meget angstprægede politikere, der sidder med en forholdsvis lille risiko i forhold til et projekt med store muligheder, siger Søren Hermansen.

Læs også Hurtigfærge til debat: Den skal sikre Samsøs fremtid

Kommunalbestyrelsen stemte om hvorvidt Samsø Kommune skulle søge støtte i Transportministeriets pulje på 57 millioner kroner, der blandt andet er øremærket kollektiv trafik på de danske øer. 

Ved ansøgning forpligter kommunen sig også til selv at støtte projektet økonomisk. 

Samsø Færgen, der sejler til Hou, sejler naturligvis stadig året rundt.

02:09

VIDEO: TV 2 | ØSTJYLLAND var med ombord, da hurtigfærgen mellem Samsø og Aarhus havde sin jomfrutur tilbage i juni sidste år. Se et tv-indslag her.

Luk video