Mød NFL-legende
Morten Andersen har scoret flest point i NFLs historie
Den danske legende inden for amerikansk fodbold, Morten Andersen, gæster i dag Randers i forbindelse med Mermaid Bowl - finalen om det danske mesterskab i amerikansk fodbold, som igen i år bliver afholdt på AutoC Park i Randers.
Morten Andersen opnåede 25 sæsoner i den amerikanske fodbold liga NFL og blev den spiller, som har scoret flest point i NFLs historie. Det, der tiltaler ham i amerikansk fodbold er spændingen, og hvordan tingene kan skifte hurtigt i løbet af kampen:
- Det er et dynamisk spil, det er et taktisk spil. Jo mere man ved om spillet, jo mindre ved man faktisk, for der er så mange nuancer i spillet, så man kan gå helt i detaljer. Så det er supernørdet, men også superspændende, fortæller Morten Andersen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
I dag står finalen så mellem Aarhus Tigers og Copenhagen Towers - to stærke hold i følge Morten Andersen:
- Det er to af de to store klubber i DAFFs (Dansk Amerikansk Forbold Forbund, red.) historie, lyder det fra ham.
Mød Morten Andersen i videoen øverst på siden og hør om hans forhold til amerikansk fodbold, om hans karriere og ikke mindst om forventningerne til dagens finale, som starter kl. 15.