Millionsvindel afværget i allersidste øjeblik

Ansat hos Aarhus-firma overførte ved en fejl 3,5 millioner kroner til svindlere. I sidste øjeblik lykkedes det politiet at sikre pengene

3,5 millioner kroner var forleden et mulehår fra at ende hos skruppelløse svindlere.

Det skete, da en virksomhed i Aarhus ifølge Østjyllands Politi i sidste uge blev offer for såkaldt CEO-fraud.

I det konkrete tilfælde modtog en medarbejder i firmaets økonomiafdeling besked fra sin chef om, at der meget hurtigt - og i al fortrolighed - skulle overføres 482.000 euro, eller godt 3,5 millioner kroner, til en konto i Kina.

Hvad medarbejderen bare ikke kunne se var, at det ikke var chefen, der var afsender af mailen, men derimod nogle svindlere.

Læs også Aarhus Charters navn misbrugt: Advarer mod sunfly.dk

Medarbejderen gennemførte transaktionen.

Kort efter blev hun mistænksom og ringede til Østjyllands Politi, der reagerede med det samme.

Via et hurtigt samarbejde mellem Østjyllands Politi, Rigspolitiets Nationale Cybercrime Center (NC3) og SØIK (Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet) blev der sat en stopper for transaktionen, og det lykkedes at få indefrosset pengene på en konto i Hong Kong.

- Medarbejderen, der lavede overførslen, kontaktede os ganske kort tid efter, og vi fik med det samme sat gang i et større arbejde med at få bremset transaktionen, siger Nicki Stylsvig Pedersen, leder af Østjyllands Politis særlige Task Force Øko, i en pressemeddelelse.

- Heldigvis blev pengene overført på et tidspunkt, hvor bankerne i Kina var lukkede, så der er udsigt til, at firmaet vil få sine penge igen, tilføjer han.

Han forklarer, at den form for svindel, der går under betegnelsen CEO-fraud, rammer østjyske virksomheder i ny og næ.

Som oftest lykkes det ikke svindlerne at få fingre i pengene, men når det sker, kan det blive en dyr omgang for firmaet.

Østjyllands Politi opfordrer på baggrund af den konkrete sag virksomhederne til at gå IT-sikkerhedspolitikkerne efter i sømmene og informere alle medarbejdere, ikke blot økonomiafdelingen, om denne form for IT-svindel.

Virksomhederne bør være opmærksomme på:

Svindlerne forsøger ofte at stresse medarbejderen med korte tidsfrister

Overførslerne vil ofte være til udenlandske konti og skal foregå meget hurtigt og i al fortrolighed

Ofte lyder forklaringen, at pengene skal bruges til at opkøbe en virksomhed

Ofte vil svindlernes modtagerkonto tilhøre en nyoprettet virksomhed – en internetsøgning på modtagervirksomheden kan afsløre, om der er grund til mistanke

Svindlerne kan have et forhåndskendskab til virksomheden og via overvågning af emails udnytte situationer, hvor den pågældende chef er svært tilgængelig og fx holder ferie eller er ude at rejse

Meld det meget hurtigt til politiet hvis der er mistanke om, at man er blevet udsat for et svindelnummer – det øger chancerne for, at transaktionen kan blive stoppet

Kilde: Østjyllands Politi