Millionstøtte til skoleprojekter

To skoleprojekter i Odder modtager økonomisk støtte

Foto: Colourbox

Af to omgange har Odder Kommune fået en økonomisk håndsrækning fra A.P. Møller-fonden.

Kommunen har fået 1 million kroner til styrkelse af de digitale læringsmiljøer, og den har samtidig også fået 875.000 kroner til styrkelse af lærernes kompetencer i dansk, tysk og matematik.

- Det var en stor overraskelse for os, da vi kun regnede med at få en af donationerne. At vi har fået dem begge, tror jeg, skyldes, at vi har lavet et grundigt forarbejde, siger Lise Gammelby, der er skoleudviklingskoordinator i Odder Kommune, til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Donationen på en million kroner går til at forbedre de digitale læringsmiljøer. Her skal lærerne og pædagogerne undervises i at give eleverne den rigtige feedback.

- I Odder Kommune var vi de første i Europa til at give eleverne, lærerne og pædagogerne iPads. I den forbindelse blev der koblet et forskerhold på projektet, som har lavet en rapport omkring det. Her er nogle headlines omkring hvilke ting, der er gode at arbejde videre med. Et af emnerne er at arbejde med læringsmål, og her skal lærerne lære at give den rigtige feedback til den enkelte elev. Det kan lyde let, men det er det bestemt ikke, siger Lise Gammelby.

Alle lærerne og pædagogerne i kommunen skal nu undervises i det, og arbejdet er gået i gang.

Den anden donation skal bruges til at udvikle lærernes kompetencer i fagene tysk, dansk og matematik. Det sker i forbindelse med, at Undervisningsministeriet har fastsat krav om, at 95 procent af lærerne i 2020 skal have undervisningskompetence svarende til linjefag i de fag, som de underviser i.

- Vi har undersøgt hvilke medarbejdere, der har behov for et kompetenceløft ind i fagene, og vi har 30 lærere, som nu starter op på kurser, svarene til det man i gamle dage kaldte for linjefag, siger Lise Gammelby.