Millioner til unge hjemløse
Tre østjyske kommuner får 15 mio
Der er massiv millionstøtte på vej til Aarhus, Randers og Horsens kommuners projekter for unge hjemløse. Tilsammen får de tre kommuner mere end 15 millioner til hjælp til hjemløse.
- Det betyder, vi kan støtte de unge hjemløse endnu bedre, end vi gør allerede, siger sagsbehandler i Aarhus kommune Marianne Damsgård til TV 2 | ØSTJYLLAND.
De tre kommuner får støtte til deres projekter til at forebygge hjemløshed hos unge, der er i risikogruppen for at stå uden tag over hovedet.
I Aarhus kommune vil man nu lave en helhedsplan, så der bliver fokuseret på mere end bare at skaffe en ljelighed til de unge. Der skal også følge rådgivning og beskæftigelse med.
- Alt for mange unge, der har været anbragte udenfor hjemme, ender i hjemløshed. Det er dem, vi gerne vil nå med det her projekt, siger Marianne Damsgård.
Aarhus kommune får 10,1 millioner, Randers kommune får 2,9 millioner og Horsens kommune 2,1 millioner kroner. Pengene bliver udbetalt over de næste tre år.