Michelle og Jonas kæmper de unges sag i Randers
Det er ikke altid, at byrådet selv ved, hvad de unge vil have, lyder det fra medlem af Ungerådet i Randers Kommune
Søndag er det sidste chance for at stemme til Ungerådet i Randers Kommune.
Ungerådet er en gruppe unge, der rådgiver de voksne kommunalpolitikere i sager og spørgsmål, der vedrører unge.
Ifølge formanden gør de en stor forskel.
- Det vigtigste er jo sådan set, at vi bliver hørt, og jo flere, der støtter op om os, jo større chance er der for, at byrådet vil lytte til os, siger Michelle Linde, der er formand for Ungerådet i Randers Kommune.
Hun bliver bakket op af et af Ungerådets øvrige 15 medlemmer.
- Vi hjælper de unge med at blive hørt. Det er ikke altid, at byrådet selv ved, hvad de unge vil have, siger Jonas Horn.
Læs også
Kan ændre Randers' image
Ungerådet består af unge i alderen 15-25 år, og der er en grund til, at de er ældre end i ungebyrådene i Silkeborg og Aarhus Kommuner, hvor medlemmerne er mellem 13 og 17 år.
- Det har meget at gøre med image. Det er jo faktisk den målgruppe, der kan være med til at ændre Randers' image, så folk får lyst til at blive her og synes, at det er fedt at bo i Randers, siger Michelle Linde.
I alt kan 12407 unge mellem 15-25 år stemme til Ungerådet indtil midnat søndag den 4. februar 2018.