Mester med én hånd
Vandt EM-guld et år efter amputation
I april sidste år fik Lisa Kjær Gjessing amputeret sin venstre hånd på grund af knoglekræft. I dag er hun både verdensmester og europamester i taekwondo.
Guldmedaljen ved Para EM i Rumænien kom i hus for få uger siden, og den oplevelse fortæller hun om i Go' Aften Østjylland onsdag aften.
- Det var fantastisk. Det var en stor oplevelse, og en forløsning på, at man havde trænet hårdt og været igennem en masse ting. Det var bare fedt, siger hun.
Fik hånden amputeret
Lisa Kjær Gjessing har været igennem flere operationer på grund af kræft i håndrodsknoglerne. Men kræften blev ved med at vende tilbage, og til sidst var der ingen anden udvej end at amputere halvdelen af hendes venstre underarm.
Da sygdommen endelig var overvundet, besluttede hun sig for at genoptage den sport, som hun havde været væk fra i otte år. Og den beslutning har betydet mere for hende end bare guldmedaljer.
- Det har været utrolig fedt at være igennem det træningsforløb. Jeg tror på, det har været terapi for mig, og har hjulpet med at komme igennem kræftsygdommen, siger hun.
I indslaget herover giver Lisa Kjær Gjessing en demonstration på de evner, der sikrede hende de to titler. Du kan også se det onsdag i Go' aften Østjylland. Det er klokken 18.20 og 21.20.