Mere hærværk i Århus
Århus Kommunes udgifter til oprydning efter hærværk er mangedoblet det seneste år. Toiletter og legepladser er hårdt ramt.
Afføring smurt ud over vægge og lofter og knuste flasker på rutschebaner. Det er et par eksempler på den kraftigt stigende mængde hærværk, som Århus Kommune har oplevet.
Udgifterne til at rydde op efter hærværk på for eksempel de offentlige toiletter er på bare ét år steget fra 50.000 til flere hundrede tusinder kroner, oplyser P4 Østjylland.
- Vores toiletter er selvfølgelig hærværkssikrede, men når folk ligefrem tager en muggert med hjemmefra, er der ikke noget at gøre. Flere er også begyndt at besørge ved siden af toiletterne for derefter at smøre afføringen ud over vægge og lofter, siger Kim Gulvad Svendsen, afdelingschef for kommunens grønne områder, til radioen.
Men også legepladser er hårdt ramt. Her skærer hærværksmændene huller i legeredskaber og knuser flasker på børnenes rutschebaner.
- Jeg vil nødig tænke på, hvad der sker, hvis der kommer en lille fyr i bare tæer, siger Kim Gulvad Svendsen.
Århus kommune vil nu lancere en kampagne der skal forebygge hærværk.