Medie-huse indgår samarbejde
Efter 150 års konkurrence vil to medie-huse nu samarbejde
De to bladhuse, Horsens Folkeblad A/S og Vejle Amts Folkeblad A/S, indgår fremover i et samarbejde.
Mediehusenes bestyrelser blev orienteret om samarbejdet i dag, og i begge bestyrelser er der opbakning til at starte egentlige forhandlinger imellem parterne. Om det ender med et meget tættere samarbejde eller en egentlig fusion, ventes afgjort i løbet af foråret.
Faldende oplag
Det er blevet sværere og sværere for lokale bladhuse at skabe sorte tal på bundlinjen, og de to bladhuse har sammenfaldende problemstillinger gennem faldende oplag for dagbladene og vigende annonceindtægter i forbindelse med finanskrisen. Derfor overvejer de to mediehuse nu at samarbejde.
Ender det med en fusion af de to selskaber, vil der blive dannet en stærk, lokal medievirksomhed med en årlig omsætning i omegnen af 260 mill. kr. og en egenkapital på den pæne side af 200 mill. kr.