Matador som musical
Stor produktion opføres i byen i efteråret
Musical Silkeborg har som den første producent uden for København sikret sig rettigheder til at opføre musicalen Matador.
Det sker til oktober næste år, hvor musical-udgaven af Matador bliver sat op i Jysk Musik- og Teaterhus. Det er første gang, siden instruktør Peter Langdal med stor succes satte musicalen op i 2007 i Operaen i København.
- Vi er meget stolte over, at det er lykkedes at få en kontrakt på plads om rettighederne med Danmarks Radio, Lise Nørgaard og Bent Fabricius Bjerre. Og vi glæder os meget til at være de første til at sætte musicalen op i provinsen, siger producer for Musical Silkeborg, Niels Kaas.
Og det er lykkedes at få en af de oprindeligt medvirkende i den folkekære tv-serie til at instruere Silkeborg-udgaven af Matador. Nemlig 63-årige Sonja Oppenhagen, som i dag blandt andet underviser på Dansk Musicalakademi i Fredericia.
Matador får premiere fredag 18. oktober næste år, og bliver opført 17 gange.
- Det er flere forestillinger, end ved vore andre musicals. Og vi opfører Matador så mange gange i en forventning om at trække publikum til fra hele landet, da det jo netop er første gang, musicalen bliver sat op siden opførelsen i København, siger Niels Kaas.