Masser af ledige murere i Østjylland

Murerne må sidde derhjemme og se udenlandske håndværkere overtage arbejdet. Fagforbund kritiserer forholdene.

Der burde være rigeligt arbejde til murerne i Århus. Fagforbund kritiserer brug af udenlandsk arbejdskraft.

100 danske murersvende i Østjylland har gået arbejdsløse i flere måneder.

Det skriver JP Århus.

Samtidig arbejder dobbelt så mange udenlandske murere på østjyske arbejdspladser, anslår formanden for murernes klub under fagforbundet 3F i Århus, Arne Knudsen.

Langt de fleste udlændinge er tyskere, viser fagforbundets kontrol på byggepladserne.

- Der er arbejde nok til de 100 ledige. Det er bare overtaget af udlændinge, siger Arne Knudsen.

Murernes klub har 730 medlemmer og med 100 arbejdsløse svarer det til en ledighed på tæt ved 14 pct..

De udenlandske håndværkere kan arbejde i Danmark til lavere timeløn end danskere, fordi de har et meget større skattefradrag, mener Arne Knudsen.