Mange øretæver i Aarhus

Tre grove overfald på 24 timer

Weekenden har været travl for Østjyllands Politi med et drab i Brabrand og senest tre voldelige overfald i centrum af Aarhus.

Alle tre voldsepisoder skete på åben gade, og det første overfald fandt sted på Banegårdspladsen søndag kl. 01.30, hvor en 31-årig mand blev sparket i syv til otte gange i hovedet af en ca. 35-årig mand, mens han lå på jorden.

Han beskrives som værende dansk, ca. 35 år, ca. 185 cm. høj, lettere muskuløs med et smalt ansigt, kort mørkeblond strithår og meget kort i siderne, ubarberet/skægstubbe med tydeligere skæg rundt om munden. Han var iført mørk skjorte / overtøj og mørke bukser.

Senere søndag var den gal på Store Torv, hvor der opstod tumult kl. 07.00 om morgenen. En 23-årig mand blev slået og sparket flere gange i hovedet af formentlig to briter. De to overfaldsmænd talte begge med britisk accent og beskrives som følgende:

A:
Mand, formentlig britisk, 22-25 år, 180-185 cm høj talte med britisk accent, kraftig/buttet af bygning, ingen skæg. Han var iført mørke jeans. 

B:
Mand, formentlig britisk, talte både britisk og dansk med accent, spinkel af bygning, ca. 175 cm høj.

Det tredje og sidste overfald skete ved midnat på M.P. Bruuns Gade, her blev en 34-årig mand overfaldet af to mænd med følgende signalement. 

A:     
Mand, muskuløs af bygning. Iført en stor hvid hættetrøje og mørke bukser.

B:     
Mand, spinkel af bygning. Iført mørkt tøj.

Evt. oplysninger kan gives til Østjyllands Politi på tlf. 114.