Mand slået ned af guldsælgere
Fik tæsk, da han ikke ville købe
En 34-årig mand blev i går aftes kontaktet af tre udenlandske kvinder i Randers, som ville sælge ham guldsmykker.
Manden var ikke interesseret og takkede nej til deres tilbud, hvorefter han gik videre.
Den ene af kvinderne råbte op på et andet sprog end dansk, og kort efter kom to mænd frem. Mændene gik hen til den 34-årige mand og slogham fem til seks gange i ansigtet.
Da den 34-årige mand var kommet ned at ligge på jorden, fik han trykket en fod ned mod halsen. Han fik derefter vristet sig fri og forsøgte at komme væk fra stedet.
- En meget grov episode
De to mænd overfaldt igen den 34-årige mand og gav ham en skalle.
Til sidst lykkedes det endelig den 34-årig mand at komme væk fra stedet, hvor han skyndte sig ind i sin bil og kørte væk.
- Vi har før set de her såkaldte guldsælgere, men hvor det ligefrem udviklede sig til vold, det mindes jeg ikke at have set tidligere. Det er en meget grov episode, siger vicepolitikommissær Tommy Byrial Jørgensen fra Østjyllands Politi til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Hos Østjyllands Politi har man ikke umiddelbart nogle spor at gå efter. Politiet opfordrer derfor folk til at henvende sig, hvis de har set guldsælgerne.
- Vi er meget interesseret i at høre fra folk, der har set noget i går og også fra folk, som måske tidligere har set guldsælgerne. Vi har brug for hjælp til at få deres signalement eller beskrivelse af, hvilken bil, de kører i, siger vicepolitikommissær Tommy Byrial Jørgensen fra Østjyllands Politi til TV 2 | ØSTJYLLAND.