Mand i koma måske russer
Ekspedient mener at manden talte med russisk accent, da han ville købe en øl.
Manden, der er i halvtredserne, blev fundet af håndværkere i mandags i en kælderskakt i Sct. Paulsgade i Århus. Manden havde ingen identitetspapirer på sig, men nu har politiet fået en ledetråd. Manden forsøgte nemlig før uheldet at købe en øl i en kiosk.
- Vi mener der er tale om en østeuropæer, måske en russer eller en polak. En ekspedient mener at manden talte med russisk accent, men vi kan ikke være sikre på det, siger vagthavende hos Østjyllands Politi i Århus.
Politiet har kontaktet de sidst ankommende skibe fra baltikum området, men indtil videre er der ingen, der har meldt om forsvundet personale.
Mandens ur er gået i stå kvart over to natten til mandag, og derfor regner politiet med at det er på det tidspunkt, at manden havnede i kælderskakten.
Han ligger lige nu i koma på Århus Sygehus, hvor han er blevet opereret. Hans tilstand forværres, da trykket i hans hoved stiger.
- Vi vil meget gerne i kontakt med folk der ved hvem han er eller kender ham, siger vagthavende.
Den bevidstløse mand er halvskallet og har rødligt overskæg.