Mand dømt for sex med mindreårig
43-årig mand fra Odder var uterlig overfor sin søns 14-årige kammerat efter familiefest.
En 43-årig mand fra Odder har i Vestre Landsret fået stadfæstet en dom for sex med en mindreårig dreng. Det skriver Horsens Folkeblad.
Dommen lød på tre måneders betinget fængsel. Det samme som Byretten i Skanderborg fandt frem til i november. Den dom ankede anklagemyndigheden for at få den skærpet.
Forholdet fandt sted i maj 2005, da den 43-årige og hans familie holdt konfirmation for den ældste søn på Tunø.
Efter festen sov sønnen og en 14-årig kammerat i et værelse. Og om natten listede den 43-årige sig ind på værelset, hvor han optrådte uterligt overfor kammeraten, mens denne sov.
Efterfølgende er den 43-årige gået i psykologbehandling og han har efter aftale med drengens forældre betalt en erstatning på 10.000 kr.