Mamma Mia!-salget går godt

Rift om billetterne til Musikhusets satsning

Musikhuset Aarhus har to måneder før premieren solgt halvdelen af billetterne til vinterens store satsning, musicalen MAMMA MIA! Der er foreløbig solgt 23.000 billetter, og dermed er der lagt op til ny billetsalgsrekord i Musikhuset. 

-  Der bliver solgt billetter til MAMMA MIA! i hele Jylland. Når vi kigger på vores salgstal, kan vi se, at over halvdelen af billetterne er solgt til folk uden for Aarhus området. For et kulturhus som vores er det skønt at se, at publikum kommer i stort tal fra både Aalborg, Herning og Horsens, siger Musikhuset programchef Mette Kier i en pressemeddelelse.  

På verdensplan er der solgt mere end 40 millioner billetter. Konceptet omkring denne musical er, at uanset hvor i verden musicalen spiller, er alt fra kostumer og scenografi til koreografi og musikalske arrangementer ens. Kun sproget er forskelligt i de mange opsætninger rundt omkring i verden. For øjeblikket spiller MAMMA MIA! i Rom, Paris, Sao Paolo, Beijing, London og New York, samtidig med at den turnerer i Japan, Sydkorea og i Nordamerika.