Mål-teknologi klar til VM

Fodbold-boss tilfreds med aarhusiansk teknologi

Ved fodbold-VM i Brasilien i 2014 skal aarhusiansk teknologi muligvis afgøre, om bolden har været over målstregen eller ej.

Det fastslår præsidenten for det internationale fodboldforbund, Fifa, Sepp Blatter.

Han er i øjeblikket til VM for klubhold i Japan, hvor to teknologi-systemer - aarhusianske GoalRef samt systemet Hawk Eye kendt fra tennisverdenen - i øjeblikket bliver testet i forbindelse med klub-VM.

- Det ene af de to systemer - vi tager ikke begge i brug - vil blive brugt til Confederations Cup og til VM i 2014. Der har ikke været nogen kritik at udsætte på det indtil nu. Vi vil lave en evaluering efter de sidste kampe i morgen. Men vi kan fastslå, at det virker, siger Sepp Blatter ifølge Ritzau.

- Dommerne er glade for at have denne hjælp, for så ved de, at hvis der opstår et tvivlstilfælde, så vil de kunne afgøre, om der var mål eller ej, siger Fifa -præsidenten.

Hawk Eye fungerer ved hjælp af kameraer, mens der er en radiosender i bolden i det østjysk udviklede GoalRef-system.