Maj er den mest solrige måned nogensinde

Maj måned har slået rekord og er den mest solrige måned siden 1920 målt på antal landsdækkende soltimer

Der har været store muligheder for at komme på stranden i maj. Varmen har for alvor ramt Danmark og Østjylland. Foto: Johan Gadegaard - Ritzau Scanpix

Maj-vejret har været historisk godt. Ifølge Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) er det den mest solrige måned, siden DMI begyndte at måle den slags tilbage i 1920.

Læs også Så faldt regnen: Landmand er jublende glad

Onsdag klokken 19.00 passerede maj den seneste rekord på 347 soltimer fra maj 2008. Og DMI forventer, at det tal vil nå op på 365 på månedens sidste dag, torsdag, og udbygge rekorden.

DMI måler soltimer fra 28 steder i Danmark, der sender data.

Her kan du se top-10 over de mest solrige måneder:

* Maj 2018 - Mere end 347 soltimer. Rekorden blev en realitet onsdag klokken 19. DMI forventer 365 soltimer efter månedens sidste dag, torsdag
* Maj 2008 - 347 soltimer
* Maj 1947 - 330 soltimer
* Juli 2006 - 321 soltimer
* Maj 1935 - 304 soltimer
* Juni 1940 - 303 soltimer
* Juli 2013 - 297 soltimer
* Maj 1959 - 296 soltimer
* Juni 1992 - 294 soltimer
* August 1947 - 291 soltimer

Kilde: DMI

En soltime bliver defineret ud fra, hvor meget solstråling der er. Ved helt skyfrit er der 100 procent solstråling, men er der letskyet, kan det også betegnes som en soltime, hvis der slipper mindst 80 procent stråling igennem skyerne.

Når solen hænger helt lavt på himlen ved solopgang og solnedgang, så tæller det ikke med i målingen. Derfor trækkes dagens første og sidste halve til hele time fra. Hvor meget der trækkes fra, afhænger af årstiden.

Læs også Så faldt regnen: Landmand er jublende glad

Solen kigger tit frem i maj. Seks af de ti mest solrige måneder har således været i maj.

02:03

VIDEO: Østjylland har været ramt af tørke, og det har gjort ondt på landmændene, der har måttet se deres afgrøder lide. Indslaget er fra 22. maj 2018.

Luk video