Mænd varetægtsfængslet efter voldsomt røveri
To mænd er varetægtsfængslet frem til den 9. oktober efter røveri mod guldsmed i Silkeborg
Søndag formiddag blev to litauiske mænd fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Holstebro, sigtet for et voldsomt røveri begået mod en guldsmed på Torvet i Silkeborg lørdag formiddag.
- Sigtelsen er efter Straffelovens paragraf 288 om røveri under særlig skærpede omstændigheder og i forening med flere medgerningsmænd at have begået røveriet under anvendelse af pistol og peberspray, siger Camilla Berg, der er anklager hos Midt- og Vestjyllands Politi, til tv2oj.dk.
Voldsomt røveri mod guldsmed: Politiet jagter bevæbnede røvere
Hun fortæller, at afgørelsen var som ventet, og at hun er tilfreds.
- Sagen blev behandlet bag lukkede døre, så jeg kan ikke kommentere den yderligere, siger Camilla Berg.
Den ene af de to varetægtsfængslede er i forvejen efterlyst via Europol af Sverige, og han er kendt for røveri-lignende forhold i England, mens den anden har indrejseforbud i Danmark.
Lørdag formiddag klokken 10.25 røvede gerningsmænd guldsmeden på Torvet, hvor de truede både ekspedienten i butikken og vidner med pistoler, ligesom de sprøjtede peberspray på to.
Røveri: Anholdt er efterlyst via Europol
Vagtchef Henrik Nielsen fra Midt- og Vestjyllands Politi fortæller, at de tre medgerningsmænd til røveriet fortsat er på fri fod.
- Vi har ikke fanget de resterende, og vi beder fortsat om hjælp fra offentligheden, siger Henrik Nielsen til tv2oj.dk.
Derfor opfordrer han borgerne til at kontakte politiet, hvis man har oplysninger i sagen.
Det kan ske på telefonnummer 114.
Øverst på siden kan du se video fra gerningsstedet.