Mænd taget med store mængder narko: Fik straks deres straf
Tre mænd fik i dag ved Retten i Aarhus straksdomme for besiddelse af narko, våben og piller
Torsdag morgen kl. 9.42 kunne specielpatruljen hos Østjyllands Politi anholde og sigte tre mænd for besiddelse af så store mængder narko, at der var begrundet mistanke om videresalg. De har nu alle fået deres dom.
Det var et anonymt tip tilbage i september, der ledte politiets opmærksomhed i retning af en 44-årig mand fra Hundslund. Den 44-årige var mistænkt for at sælge stoffer i Aarhus-området og for at være leverandør af stoffer til en adresse i Åbyhøj, hvorfra der foregik salg.
I mellemtiden har Østjyllands Politi så efterforsket sagen, og i går kunne politiet ransage den pågældende adresse i Åbyhøj. Uden for lejligheden traf betjentene den 44-årige fra Hundslund, der netop havde været inde på adressen. Han var i besiddelse af narko og et større beløb kontanter. Den 44-årige blev anholdt og sigtet.
Inde i lejligheden traf betjentene syv personer, der alle blev anholdt. På baggrund af ransagning og efterforskning sigtede politiet to af personerne, den 41-årige ejer af lejligheden i Åbyhøj og en 34-årig mand fra Aarhus.
Læs også
Alle tre sigtede blev så tidligere fredag fremstillet for Retten i Aarhus. Det resulterede i tre straksdomme.
Den 44-årige blev idømt et års ubetinget fængsel, den 41-årige blev idømt et halvt års ubetinget fængsel, og begge blev kørt direkte til afsoning efter mødet i retten. Den 34-årige blev idømt et halvt års ubetinget fængsel til senere afsoning.
Det har politiet beslaglagt
- 26,50 gram heroin
- 22,48 gram kokain
- 709,6 gram hash
- 239 stk. rivotril
- 100 stk. 30 mg. morfinpiller
- 10 stk. 10 mg. motiron
- 5 stk. 10 mg. Oxycontin-piller
- 7 stk. 5 mg. Nitrazepam-piller
- Et narkoregnskab
- Diverse salgstelefoner
- 10.400 kroner
- Hagl, riffelammunition og en totenschlæger
- Dommene i dag er resultatet af et rigtig godt efterforskningsarbejde. Blandt andet er det lykkedes hundepatruljen at finde frem til 511 gram hash, der var gravet ned i haven ved den 44-åriges bopæl. Og så slog politiet til på adressen på det helt rigtige tidspunkt, så de alle tre blev taget på fersk gerning, og så vi samtidig fik konfiskeret deres narkofortjeneste på 10.400 kroner, siger anklager hos Østjyllands Politi, Irene Thyssen.
- Mængden af stof, som politiet kunne beslaglægge, gør, at sagen hører under den hårde bestemmelse i straffeloven, fortsætter hun.
Anklageren valgte at anke, at det ene af de dømte først skal afsone på et senere tidspunkt. Hun mener, at der er risiko for, at han vil gentage lignende kriminalitet, hvis han bliver løsladt.