To mænd blev skubbet i åen mens de tissede
En 41-årig mand er blevet sigtet for vold, efter at han skubbede to mænd i åen
Natten lørdag stod to 21-årige mænd og tissede i åen ved Åboulevarden i Aarhus.
En 41-årig mand kom forbi og skubbede begge de unge mænd i ryggen, så de faldt i åen.
De to tissende mænd blev fisket op igen og kom ikke noget til.
- Det plejer at være sådan, at de lige får en hånd og bliver fisket op, når nogen ryger i åen, siger Peter Tholstrup Jørgensen, der er vagtchef hos Østjyllands Politi.
Læs også
Våde mobiltelefoner
Men selv om de to å-tissere ikke kom noget til efter turen i åen, gjorde deres mobiltelefoner.
Derfor kan gerningsmanden se frem til et erstatningskrav for mobiltelefonerne.
Læs også
Østjyllands Politi har ikke nogen mistanke om, at den 41-årige skubbede de to mænd i vandet i ond mening.
- Han var noget spirituspåvirket og syntes nok, at det at sjovt, siger Peter Tholstrup Jørgensen.
Alligevel koster den 41-åriges "sjove" påfund en sigtelse for vold.
- Skub takseres til vold. Så er det en konkret vurdering, hvor voldsomt, det er, siger Peter Tholstrup Jørgensen.