Mads vandt DM i Skills: Jeg er sikker på, at det virker

DM i Skills er et ud af flere tiltag, der skal trække flere unge til erhvervsuddannelserne

02:35

Hos Skodaforhandleren i Højbjerg går der en vaskeægte danmarksmester rundt. Han hedder Mads Mortensen, og han har bevis på, at han er særligt dygtig til at skrue i biler.

- Det står da på mit CV, det skal ikke være nogen hemmelighed, men du må spørge min chef, om det er noget, der betyder noget, siger Mads Mortensen.

Jeg havde ikke forestillet mig, at jeg skulle tage en videregående uddannelse, men den succesoplevelse jeg har haft igennem de her konkurrencer, så fik jeg blod på tanden.

Mads Mortensen

For seks år siden blev 26-årige Mads Mortensen fra Stjær kåret som landets bedste mekanikerlærling. Det skete til DM i Skills, som er danmarksmesterskaberne for unge fra erhvervsuddannelserne.

Fra lærling til videregående uddannelse

Siden dengang er der løbet meget vand gennem Mads Mortensens å: Han har blandet andet deltaget i VM i Skills, hvor han endte på en 8. plads, og så er mekaniker-erhvervet blevet skiftet ud med et job som autoteknolog.

Det var dog ikke mangel på glæde for mekanikerjobbet, der blev afgørende for Mads Mortensens valg om at læse videre til autoteknolog. I stedet var det en nyerhvervet selvtillid efter Skills-konkurrencerne, der gav ham mod på at kaste sig ud i en videregående uddannelse.

00:58

I december kunne de første tekniske EUX-studenter fra Silkeborg stå med både med et svendebrev i hånden og en hue på hovedet. Se mere i indslaget her. 

Luk video

- Jeg havde ikke forestillet mig, at jeg skulle tage en videregående uddannelse, da jeg gik i 8. eller 9. klasse, men den succesoplevelse jeg har haft igennem de her konkurrencer, så fik jeg blod på tanden til at tage en uddannelse mere, siger han og fortsætter:

- Og det ledte mig hen i retning af den her autoteknolog-uddannelse, som jeg læste oven på min mekanikeruddannelse, og det er jeg enormt glad for.

Her ses Mads Mortensen under DM i Skills for seks år siden. 

Det var en stolt mekanikerlærling, der fik bevis på sine evner. 

Delte meninger om effekten

DM i Skills er blevet holdt siden 2011, og formålet er blandt andet at give de studerende, der allerede læser en erhvervsuddannelse, selvtillid og en følelse af stolthed over deres fag.

Om DM i Skills så også er med til at få flere til at tage en erhvervsuddannelse er svært at vurdere, lyder det.

Dét, de unge har brug for i dag, er at kunne se nogle rollemodeller og en fremtid, der er spændende.

Anders Hanberg Sørensen, Maskinmesterskolen

Anders Hanberg Sørensen, som er rektor for Maskinmesterskolen i Aarhus bakker op om eventet, men ifølge ham kunne potentialet af et så stort opslået event udnyttes bedre.

- Hvis man ønsker en bredere effekt ud over at finde ud af, hvem der har de bedste skills, så burde man bruge det her afsæt til at skabe fortællingen om, hvilken forskel man gør med de forskellige fagligheder. Dét, de unge har brug for i dag, er at kunne se nogle rollemodeller og en fremtid, der er spændende. Den kan de jo ikke se i, hvem der er den bedste tømrer, siger Anders Hanberg Sørensen.

Læs også Silas, Ditte og syv andre østjyder vandt guld til DM i Skills

På Learnmark i Horsens mener direktør Niels Yde, at DM i Skillss er en effektiv hjørnesten i kombination med andre tiltag på området.

- For det første bringer det fokus på, hvad erhvervsuddannelserne kan og alle de gode kvaliteter, der er i det. Derudover giver det at deltage i konkurrencer også eleverne mulighed for at prøve sig af over for de dygtigste, hvilket er med til at motivere den enkeltes lærling, siger Niels Yde.

00:46

Du kan se interviews med Anders Hanberg Sørensen og Niels Yde her. 

Luk video

Brug for erhvervsuddannelserne

I 2016 fremlagde regeringen et mål om, at 25 procent af en afgangsårgang fra folkeskolerne skal begynde på en erhvervsuddannelse i 2020. Sidste år lå det tal på 18,5 procent, og der er derfor stadig et godt stykke vej i mål.

Ifølge fremtidsforsker Marianne Levinsen er det essentielt, at det lykkes at tiltrække flere unge til erhvervsskolerne, for ellers kan det få store konsekvenser.

- Hvis ikke får vi svært ved at passe de ældre, lave de pumper, vi skal lave, servicerer maskiner både offentligt og privat. Vi får simpelthen svært ved at få samfundet til at fungere, hvis vi ikke har nok faglærte, siger Marianne Levinsen.

Læs også Simona til DM i Skills: Jeg vil vinde førstepladsen

Hvor stor en indflydels, DM i Skills har, er, ifølge Ulla Groth, som er sekretariatschef i Skills Denmark, svært at dokumentere.

- Det kan simpelthen ikke lade sig gøre. Der findes så mange tiltag derude, som skal få flere til at vælge erhvervsskolerne til, og vi er jo bare en af dem. Der kan være en masse grunde til, at folk vælger det til, og det kan ikke konkretiseres nok til, at vi kan sige, at det er på grund af os og Skills, siger Ulla Groth.

00:18

Fremtidsforsker Marianne Levinsen mener, at det er meget vigtigt, at det lykkes at tiltrække flere unge til erhvervsskolerne. 

Luk video

Konkurrencen har haft en positiv effekt

Selvom der ikke findes nogen målbar effekt af DM i Skills, er Mads Mortensen, der i dag er 26 år gammel, ikke i tvivl om, at DM i Skills har haft en stor betydning for ham – og også har og kan få det for andre. 

Det er ikke så meget konkurrencen i sig selv, det handler om, men at skabe en stolthed omkring faget og viljen til at dygtiggøre sig.

Mads Mortensen

- Jeg tager ud på skoler for at fortælle om det det her netop for at opfordre unge mekanikere til at deltage i det. Det er ikke så meget konkurrencen i sig selv, det handler om, men at skabe en stolthed omkring faget og viljen til at dygtiggøre sig, siger han og fortsætter:

- Og hvis jeg kan hjælpe med det på nogen måde, så gør jeg selvfølgelig det.

DM i Skills bliver holdt hvert år, og værtsskabet skifter fra år til år. I år holdes det i Messecenter Herning, og det forventes, at op mod 55.000 besøgende vil komme forbi i løbet af de næste tre dage, hvor eventet løber af stablen.

Øverst i artiklen kan du se et indslag med Mads Mortensen.