Mads Larsen bokser i Århus

Mads Larsen ser frem til EM-titelkampen mod tyske Dimitri Sartison, men undrer sig over, hvorfor Mikkel Kessler ikke vil bokse mod ham.

Drømmen lever endnu. Men den er foreløbig sat på standby for bokseren Mads Larsen, som gerne vil i ringen mod verdensmesteren Mikkel Kessler. Endnu flagrer en kamp mellem de to landsmænd i vinden, men Mads Larsen er holdt op med at spekulere på, om
kampen nogensinde bliver til noget.

- Hvis jeg fik en krone for hver gang, det spørgsmål blev stillet, så ville jeg være mangemillionær, men jeg ved det ikke. Jeg håber det og tror på, at den kommer på et tidspunkt, men det er ikke noget, jeg ligger søvnløs over om natten, siger Mads Larsen.

Han skal i første omgang relancere sin karriere ved at erobre EM-titlen i supermellemvægt, når han den 16. januar møder tyske Dimitri Sartison i NRGi Arena i Århus. Det bliver Mads Larsens
første optræden på dansk grund siden 2003.

- Hvis jeg vinder den kamp, kan jeg gå efter andre mål, så det er positivt med en titelkamp på hjemmebane. Sartison bokser i typisk østeuropæisk stil, men han er en stærk fyr, der lever på
sin kondition. Han slår meget, så jeg får min sag for. Min fordel er, at jeg er mere fysisk stærk end ham, siger danskeren.

Mads Larsen kan med en sejr håbe at overtage Sartisons placering som nummer to på World Boxing Associations (WBA) rangliste og måske komme nærmere drømmekampen mod Kessler. Netop i dette forbund er Mikkel Kessler verdensmester, men titelindehaverens kalender er dog først ledig efter maj 2011, hvis Kessler bokser sig frem til finalen i Super Six-turneringen.

Kessler har givet udtryk for, at han efter Super Six ikke har intentioner om at møde "et lille navn", som han benævner Mads Larsen, men denne melding skuffer landsmanden.

- Jeg synes, han er lidt vattet, når han siger, at han ikke vil møde mig bagefter, fordi jeg ikke er et stort nok navn for ham. Jeg ved ikke, hvor stor man skal være. Mikkel har mødt folk, efter at han blev verdensmester, som jeg vil sige, at jeg også kunne have besejret, med al respekt for dem. Jeg mener helt sikkert, at jeg er en fair modstander til Kessler, siger Mads Larsen.

Kampen mod Dimitri Sartison, som i juni sidste år blev knockoutet i 12. omgang af Kessler i en WBA-titelkamp, bliver Mads Larsens første optræden i ringen siden december sidste år. Den 36-årige jyde har holdt formen ved lige og er nu klar til et hårdt træningsforløb under træner Poul Duvills ledelse, hvor Larsen skal genfinde sin timing gennem hård sparring.

- Jeg bliver ved, så længe jeg har motivationen og lysten, og så længe jeg ikke er øm og stiv i kroppen om morgenen. Jeg er mere motiveret nu, end for 10 år siden, hvor jeg måske ikke
altid var lige så disciplineret, som jeg er nu, siger Mads Larsen.

/ritzau/