Lyngby-sag: sms om sorte penge
Randers FC's chancer for at undgå nedrykning stiger
Balladen om Kim Aabechs kontrakt med superligaklubben Lyngby er ikke blevet mindre af, at Ekstra Bladet lørdag offentliggør en sms, som angiveligt er afsendt af Aabechs rådgiver, den tidligere landsholdsspiller Jacob Laursen.
I sms'en, som avisen har fået fat i af en ukendt tredjepart, står der blandt andet:
- De betaler ham 21.000 kr. sort hver måned, og det er et stort problem, for Kim fortæller alt og alle det.
Selv afviser Aabech dog at have modtaget penge uden om skattevæsnet.
- Nej, det passer ikke. Jeg kender ikke noget til sorte penge, siger han til avisen.
Ingen kommentarer til sagen
Afsenderen Jacob Laursen har ingen kommentarer til sagen. Han siger, at han kun har rådgivet Kim Aabech, hvad angår det sportslige og ikke vil fortælle, hvad der i øvrigt er blevet snakket om i fortrolighed.
Kim Aabechs advokat Jeppe Stokholm derimod har droppet Kim Aabech som klient efter at have hørt om sms'en.
- Det er ting, som jeg ikke har været inde omkring, og jeg kan som advokat ikke holde til at blive sat i forbindelse med sådan noget, siger han til Ekstra Bladet.
Tidligere har Ekstra Bladet skrevet om den kontrakt, som Lasse Rise indgik med Lyngby. Her indgik ud over den faste månedsløn også ekstra ydelser som benzinkort, gavekort, hvilket er i strid med DBU's regler.
Lyngby blev for en uge siden idømt en bøde på 75.000 kroner af DBU, efter at der blev konstateret regelbrud i forbindelse med Kim Aabechs kontrakt.
Sagen blev rejst af Randers, der mener, at Lyngby skal idømmes som taber af de kampe, som Kim Aabech har deltaget i efter indgåelsen af den ulovlige kontrakt.
Det har DBU indtil videre afvist, og sagen er nu sendt til Danmarks Idræts-Forbunds appeludvalg, der behandler sagen i næste uge.