Luna ammer sin treårige søn: - Jeg er blevet kaldt pædofil, klam og ulækker

Luna Munk fra Randers ammer sine tre børn - også den ældste på 3,5 år. Det giver hende et tæt bånd til sine børn. Men det har kostet hende venskaber

05:13

VIDEO: Der er rigeligt at se til, når man har børn - og særligt hvis man har tre, der alle bliver ammet.

Der er rigeligt at se til, når man har børn - og særligt hvis man har tre, der alle bliver ammet.

Sådan er det hjemme hos 24-årige Luna Munk fra Randers. Hun er mor til tre, og de bliver alle ammet - også den ældste på 3,5 år.

Læs også VIDEO: Sådan får du en ble-fri baby

Hun vil gerne råbe andre op med budskabet om, at der skal være plads til alle - også for de mødre, der har valgt at langtidsamme, som hun selv har.

Det har givet mig et rigtig tæt bånd til mine børn. Det har givet mig en mulighed for at give dem ro, tryghed og nærvær.

Luna Munk, Randers

- Det har givet mig et rigtig tæt bånd til mine børn. Det har givet mig en mulighed for at give dem ro, tryghed og nærvær. Og det er noget, der kan være svært, når man har tre små børn og kun to arme. Så det har jeg haft mulighed for at give dem via amning, siger Luna Munk.

Hun forklarer, at det er afhængigt af perioder, hvor meget hun ammer. I øjeblikket bliver den mellemste ammet meget om natten, og den yngste på otte måneder bliver ammet, som en baby nu gør. Og den ældste på 3,5 år bliver kun ammet op til en lur.

Er du mor, og vil du dele din holdning til amning? Så bliv en del af TV2 ØSTJYLLANDs morklub på Facebook lige her.

Læs også 0.b vinder pris for bedste madpakke: - Tak, mor!

Men er det dit eller børnenes behov?

- Hånden på hjertet - det er børnenes behov. Jeg kunne sagtens være det foruden. Jeg synes da, det er benhårdt, at jeg ikke har sovet i 3,5 år. Det er benhårdt, at jeg ikke bare lige kan tage en tur i byen, og at jeg altid skal tilsidesætte mine behov - men det vil jeg gerne gøre for mine børns skyld, siger hun. 

24-årige Luna Munk fra Randers er mor til tre, og de bliver alle ammet - også den ældste på 3,5 år.

Pædofil, klam og ulækker

Men for Luna Munk har langtidsamningen ikke været uden negative konsekvenser. Det har nemlig kostet hende flere venskaber.

- Der har været en del negative konsekvenser. Jeg har mistet venner, nogle har sagt fra, nogle der ikke vil snakke med mig mere, og så har jeg fået en masse grove kommentarer, siger hun og uddyber:

Det er så tabubelagt, fordi det er så atypisk. Det er forbundet med så stærke holdninger. Jeg er også selv blevet kaldt pædofil, klam og ulækker.

Luna Munk, Randers

- Jeg tænker, det er fordi, det for nogen er grænseoverskridende, fordi man ser brysterne som et seksuelt objekt. Og så har de svært ved at forholde sig til det, fordi det i Danmark overhovedet ikke er normen, at man langtidsammer, siger hun.

Udover tabet af venskaber har hun også måttet lægge øre til mange kommentarer.

- Det er så tabubelagt, fordi det er så atypisk. Det er forbundet med så stærke holdninger. Jeg er også selv blevet kaldt pædofil, klam og ulækker, siger Luna Munk. 

Luna Munk er både blevet kaldt pædofil, klam og ulækker.

Delte meninger

Netop langtidsammere er noget, der er delte meninger om. Nogle mener, at børn har godt af at blive ammet så længe, som det er muligt, mens andre mener det stik modsatte - at mødrene bremser deres børn i deres naturlige løsrivelsesproces.

Det er Luna Munk dog lodret uenig i.

- I min verden tænker jeg, at løsrivelsesprocessen netop bliver nemmere, fordi man ikke tvinger børnene til at løsrive sig, men man lader dem gøre det naturligt. Dermed får de løsrevet sig, når de er klar til det, og ikke når vi synes, de skal være klar til det, siger hun.

Læs også Storkonflikt kan ramme nybagte forældre: - Jeg føler mig utryg

Mange forældre bruger også argumentet om, at deres børn vil blive set skævt til, hvis de bliver langtidsammet.

- Der er jo mange, der snakker om mobning. Jeg mener ikke, at mine børn skal tilpasse sig mobberne. Hvis de bliver set skævt til, så er det samfundet, der er noget galt med - og ikke mine børn, siger Luna Munk.

Luna Munk mener ikke, at hendes børn skal ses skævt til, fordi de bliver langtidsammet. Hvis de gør, er det samfundet, der er noget galt med. 

De største udfordringer

Nogle vil måske også tænke - "men gør det ikke ondt at amme tre børn?". Men for Luna Munk er det ikke dét, der fylder.

Jeg vil ikke præge andre til at langtidsamme, men man skal bare gøre det, man har det godt med, og der skal være plads til alle.

Luna Munk, Randers

- Det gør ikke ondt at amme tre børn, men det kan godt være hårdt psykisk, fordi der er tre børn over én hele tiden. Så der har jeg også skulle sætte nogle grænser for, hvor meget jeg kan holde til, for at jeg også kan være i det, siger hun og tilføjer:

- Den største udfordring er, at jeg skal stå til rådighed døgnet rundt. Og hvis et barn et sygt, vil det gerne ammes hele tiden. Så der er bare nogle perioder, hvor det er hårdere end andre, siger Luna Munk.

Der skal være plads til alle

Luna Munk pointerer - eksempelvis for den ældste - at hun ikke ammer som fødeindtag, men som tryghed og nærvær.

Hun stiller sig frem som frontfigur for debatten om langtidsamning, hvor hun håber at kunne komme frem med sit budskab.

Læs også Magnus' mor lå livløs, og han kunne ikke førstehjælp: Så kom han i tanke om 'Stayin' Alive'

- Jeg er så åben omkring det, fordi det netop ikke er noget, man rigtig snakker om, siger hun.

- Jeg vil ikke præge andre til at langtidsamme, men man skal bare gøre det, man har det godt med, og der skal være plads til alle, lyder det fra Luna Munk.

Hun fortæller, at hun fortsat vil amme sine tre børn, indtil de selv siger fra.

Bakkes op af amme-ekspert 

Luna Munk bakkes op af Bente Juul-Lassen, der er amme-ekspert. Hun mener ikke, at der er noget i vejen med at langtidsamme børn. 

- Jeg synes ikke, der er nogen grænse. Hvis mor kan holde til det, og barnet har lyst til det, er der ingen der skal bestemme, hvornår man skal stoppe med det, siger Bente Juul-Lassen, der er ammerådgiver ved Ammehjælpen i Randers.

Hun fortæller, at amningen gavner begge parter. 

- Det kan give nærvær for mor og barn. Den relation de opbygger og den tryghed og omsorg, den er guld værd, siger hun. 

01:31

VIDEO: Bente Juul-Lassen mener ikke, at der er nogen øvre grænse for, hvornår man skal stoppe med at amme sine børn. 

Luk video

Er du mor, og har du lyst til at dele dine erfaringer med andre mødre? Så bliv medlem af TV2 ØSTJYLLANDs morklub på Facebook lige her.