Løsladt i sag om påsatte brande
Politiet i Århus har løsladt en ung mand, som var mistænkt for en række på påsatte brande i Åbyhøj.
En ung mand, der optrådte lidt underligt og havde stort kendskab til de seneste mange påsatte brande i Åbyhøj-bydelen i Århus, fik natten til søndag alarmklokkerne til at ringe både hos nogle af beboerne og politiet.
Manden blev anholdt, men søndag aften blev den unge løsladt igen. Ifølge politiet i Århus er der ikke fundet noget belastende i forbindelse med efterforskningen af den 24-åriges rolle i ildspåsættelserne.
På både CA Thyregodsvej og Silkeborgvej var der ild i beboelsesejendommenes kælderrum. Det første sted blev branden opdaget klokken 23, og ca. ved midnatstid var den gal igen på Silkeborgvej.
Ingen kom alvorligt til skade, men efter den seneste brand måtte seks personer på skadestuen til observation for røgforgiftning. De var alle sendt hjem igen søndag aften, oplyser politiet i Århus.
Også flere gange tidligere har beboerne i Åbyhøj været plaget af påsatte brande. /ritzau/