Skolesti fyldt med menneskelort og tamponer

Årsagen er formentlig tirsdagens store mængder regn, der har fået en brønd med spildevand til at løbe over.

Billedet her har Ingvard Christensen taget i morges, da han luftede sin hund i området. Foto: Ingvard Christensen

Ingvard Christensen fra Thorsø fik sig noget af et syn, da han luftede hunden onsdag morgen

På en sti, som han og blandt andre skolebørn ofte bruger, lå der menneskelort, tamponer og toiletpapir.

Billedet viser toiletpapir, tampon og lort ligge i græsset, efter Favrskov Forsyning har fejet det væk fra stien. Foto: Ingvard Christensen

- Det var simpelthen så ulækkert, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.

Han kontaktede derefter Favrskov Forsyning.

- Jeg er ked af, at skolebørnene skal gå gennnem det og tage det med op til skolen. Jeg så en dagplejemor gå igennem med nogle børn, siger Ingvard Christensen.

Stien ligger neden for Rosenparken ved en tunnel.

Området hvor stien ligger. Foto: Google Maps

For meget regn

Hos Favrskov Forsyning bekræfter de, at de fik en anmeldelse klokken 7.15 i morges.

De sendte efterfølgende en mand ud på stedet, der kunne se, at brønden var løbet over.

Billedet er taget, efter Favrskov Forsyning har fejet afføringen ind til siden. Foto: Ingvard Christensen

Billede af noget af det, Ingvard Christensen så på sin tur med hunden. Foto: Ingvard Christensen

- Han har fejet det værste til side, så børn ikke skal gå oven i det. Omkring middag skal der gerne komme en slamsuger og rydde op derude, siger Jens Drivsholm, der er driftschef ved Favrskov Forsyning.

Vi er ved at undersøge hvad der er sket. Men det kan tyde på, at der er kommet regnvand i spildevandledningen.

Jens Drivsholm, driftschef, Favrskov Forsyning

Ingvard Christensen siger til TV2 ØSTJYLLAND, at han oplevede det samme for tre uger siden og også dengang kontaktede forsyningsselskabet.

Læs også Voldsomme skader efter skybrud: - Jeg har aldrig set noget lignende

- Jeg ved, det er et problem, siger han.

Forstoppelse skyld i problem

Hos Favrskov Forsyning har de onsdag eftermiddag undersøgt stedet, og den viser, at der var en forstoppelse på hovedledningen.

De vil nu undersøge, om der er et generelt problem med ledningsnettet i området. 

- Forstoppelsen er slamsugeren på nu, og den bliver, til der er ryddet op. Vi er påbegyndt undersøgelse af ledningsnettet i området, så vi kan få lokaliseret eventuelle fejlkoblinger fra regnvandsledningen til spildevandledningen. Det arbejde fortsætter de næste dage, skriver Jens Drivsholm, der er driftschef ved Favrskov Forsyning til TV2 ØSTJYLLAND.

Læs også Høsten i fare efter massive regnmængder