Løkke overlever skæbnemøde

Enig hovedbestyrelse bakker op

Lars Løkke Rasmussen og Kristian Jensen fortsætter som formand og næstformand i Venstre. Det oplyste Claus Hjort Frederiksen efter et cirka syv timer langt møde tirsdag aften.

- En enig hovedbestyrelse har bakket op om Kristian Jensen og Lars Løkke i deres formandskab. Nu går vi i gang med det politiske arbejde, fordi nu er strategien og kursen lagt, sagde Venstres Claus Hjort Frederiksen.

- Der bliver dermed ikke noget ekstraordinært landsmøde i partiet, oplyste Hjort.

En tredjedel af deltagerne kunne ellers fremtvinge et ekstraordinært landsmøde, men det blev altså ikke til noget. Dermed blev konklusionen på mødet en anden end den flere medier havde spået i løbet af tirsdagen, nemlig at Løkke mødte op til mødet for at trække sig som formand.

LÆS OGSÅ: Medier: Løkke trækker sig

I weekenden voksede utilfredsheden med Lars Løkke Rasmussen ellers flere steder i Østjylland.

Venstres kommuneforeninger i Skanderborg, Silkeborg og Randers offentliggjorde, at de ikke længere ønsker Lars Løkke Rasmussen som formand for partiet.

Et ønske, som altså ikke gik i opfyldelse.