Lokalcenter har knækket fraværskurven

På Lokalcenter Trøjborg har bedre arbejdsmiljø og fokus på vagtplaner bragt sygefraværet ned, mens det kun stiger andre steder.

Foto: Colourbox

Arbejdsglæde, medarbejderansvar og respekt for de ansattes fritid er opskriften på lavt sygefravær.

Det er i hvert fald tilfældet på Lokalcenter Trøjborg, hvor man har knækket fraværskurven - stik modsat situationen blandt de øvrige social- og sundhedshjælpere i Århus Kommune.

Lokalcentrets ansatte har i gennemsnit fem sygedage mod 20 dage blandt deres kolleger rundt i kommunen.

Det nyrenoverede center åbnede i 2003 og huser i dag 68 ældre og cirka lige så mange ansatte.

Da arbejdsgangen i det nye hus skulle planlægges, er de ansatte blevet hørt, og den medbestemmelse er en af årsagerne til øget trivsel på arbejdspladsen. Og øget trivsel betyder mindre fravær, mener de på lokalcentret.

Desuden har man også indført en vetoret, hvilket betyder, at de ansattes fridage og ferier respekteres 100 procent.

Se mere om Lokalcenter Trøjborg på TV2 | ØSTJYLLAND klokken 19.30.