Løbere og arrangører: Royal Run var et stort hit

Det er gået over al forventning, mener de østjyske løbere og arrangørerne af Royal Run i Aarhus

00:45

VIDEO: Royal Run har været en stor oplevelse for østjyderne. Nicoline og Anette ville se så meget af Kronprinsen som muligt.

Omkring 12.000 østjyder løb mandag Royal Run for at fejre Kronprins Frederiks 50 års fødselsdag.

Det var en stor oplevelse for både små og store fødselsdagsløbere.

- Det er altid spændende at se en kongelig. Det er jo ikke så tit, at vi ser dem her i Aarhus, siger Anette fra Aarhus.

Hun var sammen med sin pige Nicoline taget ind for at se Kronprins Frederik lande i helikopter på græsplanen foran Læssøesgade Skole.

Herefter løb de den korte 'one mile' - 1,6 kilometer Royal Run - sammen med kronprinsen.

- Nu er han her, og så skal vi have det hele med, siger Anette til TV2 ØSTJYLLAND.

- Det er noget, jeg kan strege af, som jeg har prøvet her i livet.

Emil Lindholm

Flere løbere havde i dagens anledning taget en krone på hovedet for at markere det royale løb. 

Bare det at få et syn af dagens æresgæst var stort for mange.

- Det var rimelig vildt. Det er noget, jeg kan strege af, som jeg har prøvet her i livet. Det kommer jeg nok aldrig til at opleve igen, siger Emil Lindholm.

Der var bamsekram til løberne på Ceres Park.

Løb gennem Aarhus

12.000 løb igennem gaderne i Aarhus. Dem der løb 10.-kilometerløbet, skulle en tur ud og rundt om AGF´s hjemmebane Ceres Park.

- Det er super. Fint arrangement og en god rute. Fedt, at man lige kommer ind på stadion. Så det er herligt, siger Emil Lindholm til TV2 ØSTJYLLAND.

På vejen rundt blev løberne taget imod af to store bamser. Som en overraskelse blev løberne modtaget med kram og selfies med Grizzly og Aros, som er maskotter til Bakken Bears og AGF.

Efter runden på stadion var søde piger gode til at uddele vand til de seje løbere.

- Vi hælder vand op i kopper, så vi kan give det til folk, der kommer forbi, siger Sigrid Larsen.

Sigrid delte vand ud til løberne undervejs på ruten gennem byen.

Arrangører: - Det er gået over al forventning

To af arrangørerne til Royal Run i Aarhus var Dansk Atletik Forbund og atletikklubben Aarhus1900.

Her er man stolt over, at man har præsteret at afholde et så stort arrangement.

- Det er gået over al forventning. Det er mange år siden, at Aarhus1900 har været med i sådan et stort arrangement, siger Thomas Nolan, som er event-medarbejder i Aarhus1900.

- Jeg er meget imponeret over alle de frivillige, der har været med her i Aarhus. De har ydet et kæmpe stykke arbejde.

Thomas Glud, teknisk ansvarlig, Dansk Atletik Forbund

Hos Dansk Atletik Forbund er man enige. Alt er forløbet efter planerne.

- Det er gået helt fantastisk. Det har været en forrygende dag, siger Thomas Glud, der er teknisk ansvarlig for Royal Run Aarhus for Dansk Atletik Forbund.

00:52

VIDEO: Arrangørerne af Royal Run i Aarhus var glade.

Luk video

Det hele har kun kunnet lade sig gøre på grund af de mange frivillige, som hjalp med på løbernes vej - både til at dirigere og hjælpe, hvis der skulle opstå problemer.

- Jeg er meget imponeret over alle de frivillige, der har været med her i Aarhus. De har ydet et kæmpe stykke arbejde, som har gjort det til en fantastisk dag og fejring af vores kronprins, siger Thomas Glud.

Thomas Nolan fra Aarhus1900 er også meget stolt af alle deres frivillige kræfter.

- Vi har sgu klaret det virkelig godt, siger han. 

Ifølge Thomas Nolan var der 18, der havde været forbi samaritterne - men intet var alvorligt.