Livreddere giver gode baderåd
Ingen livreddende aktioner, men masser af oplysende den seneste uge i Østjylland
Det har været en forholdvis stille uge for livredderne på de østjyske strande. Ingen farlige situationer, men til gengæld masser af oplysningsarbejde.
Det er status for uge 29 på de fire strande i Østjylland, som alle har et af Trygfondens rød- og hvidstribede livreddertårne.
Se også: Livredderpraktik ved Moesgård
Hver uge tæller Trygfonden Kystlivredning antallet af aktioner. I den seneste uge har der været 16 førstehjælpsaktioner, 122 forebyggende aktioner og 809 oplysende indsatser på strandene Moesgaard og Den Permanente i Aarhus, Grenaa og Saksild.
- Livredderne er på stranden for at forhindre, at der sker alvorlige ulykker, siger Anders Myrhøj, som er chef for drift og sekretariat i TrygFonden Kystlivredning.
- Det betyder, at vi både træder til, når folk kommer i nød, men vi udfører også en lang række forebyggende og oplysende opgaver for at forhindre, at en situation udvikler sig til at være livsfarlig. Og det har der været god tid til i den forløbende uge,
De oplysende indsatser har i de fleste tilfælde været at informere strandgæsterne om de fem gode baderåd, som blandt andet lyder, at man skal lære at svømme og aldrig gå alene i vandet.
- Heldigvis er det indtil videre gået rigtig godt på strandene i år. Strandgæsterne passer generelt godt på sig selv og hinanden, og der har været få livstruende situationer, siger Anders Myrhøj.
Her kan du se antallet af aktioner fordelt på de forskellige strande i Østjylland:
· Moesgaard: 0 livreddende aktioner, 2 førstehjælpsaktioner, 10 forebyggende aktioner og 87 oplysende indsatser
· Grenaa: 0 livreddende aktioner, 3 førstehjælpsaktioner, 7 forebyggende aktioner og 181 oplysende indsatser
· Den Permanente: 0 livreddende aktioner, 4 førstehjælpsaktioner, 94 forebyggende aktioner og 190 oplysende indsatser
· Saksild: 0 livreddende aktioner, 7 førstehjælpsaktioner, 11 forebyggende aktioner og 351 oplysende indsatser