Lisbet-sagen: Politiet gennemgår luftfotos
Politiet gennemgår nye luftfotos af det område på Djursland, hvor man leder efter den forsvundne sygeplejerske Lisbet Nielsen fra Risskov.
Forsvaret har med F-16-fly fotograferet et stort område omkring Feldballe på det sydlige Djursland. Området er tidligere blevet undersøgt af politi og dykkere, der ledte efter spor efter den forsvundne kvinde.
Efterforskningsleder Frits Kjeldsen fra Østjyllands Politi tog i dag til Flyvestation Karup for at gennemgå billederne fra F-16-flyene sammen med Flyvertaktisk Kommando.
Billederne, der er i en særlig høj 3D-opløsning, er fotograferet fra 400 meters højde. De kan med stor nøjagtighed afsløre genstande i terrænet fra det 70 kvadratkilometer store område på Djursland, som er blevet fotograferet.
- Jeg håber, at billederne kan hjælpe os til at blive mere konkrete i vores eftersøgning, siger vicepolitiinspektør Frits Kjeldsen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Forsvandt 23. oktober
Lisbet Nielsen fra Århus-forstaden Risskov er sidst set fredag den 23. oktober ved 19-tiden om aftenen. Hendes kæreste, Bjarne Østergaard Madsen, er siden blevet fængslet i sagen, men begik selvmord i sin celle i Århus Arrest.
Selvmordet fandt sted kort tid før, at Bjarne Østergaard Madsen skulle have været fremstillet i grundlovsforhør i byretten i Århus.
Flere vidner mener at have set Bjarne Østergaard Madsens sølvgrå Audi A4 på Djursland umiddelbart efter Lisbet Nielsens forsvinden. Derfor har politiet i særlig grad koncentreret eftersøgningen her.
Sagen har vakt debat, fordi Bjarne Østergaard Madsen tidligere var dømt for at have dræbt to andre kærester. Han blev dog udskrevet fra et psykiatrisk hospital, og i 2005 fastslog Retslægerådet, at han ikke længere var skizofren.
Se mere i onsdagens nyhedsudsendelse kl. 19.30 på TV 2 | ØSTJYLLAND.