Lille erstatning for maleri

Tre søstre fra Århus får erstatning for salget af guldaldermaleriet "Frederiksborg Slot i Måneskin".

Guldaldermaleriet "Frederiksborg Slot i Måneskin" indbragte i 1999 6,5 millioner kroner, da det blev solgt på en auktion hos Ellekilde Auktionshus. Blot ti måneder tidligere, havde de tre søstre solgt maleriet for blot 52.000 kroner på en anden auktion - Crafoord Nellemann & Thomsen.

Selskabet, der siden er gået konkurs, havde ikke opdaget maleriets signatur J.C. Dahl, der forøgede maleriets værdi med godt seks millioner kroner.

Erstatningen til de tre århusianere ventes dog højst at udgøre omkring 300.000 kroner - altså meget langt fra det beløb på 6,5 millioner kroner. Det er Skifteretten, som har afgjort, at konkursboet skal udbetale erstatning til søstrene.