Lig fundet i Randers Fjord kan blive identificeret i dag
Politiet tror, at liget kan være den 68-årige fisker, der forsvandt i august
Søndag formiddag blev et lig fundet i Randers Fjord, som politiet på nuværende tidspunkt tror, godt kan være den 68-årige fisker, der forsvandt, efter hans jolle kæntrede.
- Vi har fundet et lig, som umiddelbart godt kan være den savnede. Vi er ret fortrøstningsfulde omkring, at det er ham, vi savner ikke andre fra området, siger Peter Bay fra Østjyllands Politi.
Båden kæntrede i samme område, som liget i går blev fundet, og politiet skal nu have identificeret liget for at finde ud af, om det er den savnede fisker.
- Det kan godt ske allerede i dag, siger Peter Bay.
Den 9. august forsvandt den 68-årige fisker, da hans jolle kæntrede. Med ombord i jollen var en 58-årig mand, der også faldt over bord. Han nåede dog i sikkerhed efter et par timer i vandet. Da han var kommet på land slog han alarm.