Lever med smerter efter fødsel
Smerter ved samleje er hverdag for mange nybagte mødre. Et overset problem, mener jordemor, der forsker i syning efter fødslen.
Av, det gør ondt. For mange kvinder kan det være en blandet fornøjelse at genoptage det seksuelle samliv efter en fødsel. Det er en kendt sag og accepteret af de fleste.
Men at en stor del af kvinderne et halvt år efter fødslen stadig har smerter, og uden tilsyneladende at gøre noget ved det, er kommet bag på jordemor Sara Kindberg. Hun har netop, sammen med kollegaen Misan Stehouwer, afsluttet et stort forskningsprojekt om syning i mellemkødet i forbindelse med fødsler. 400 kvinder har deltaget i projektet, hvor de er blevet udspurgt og undersøgt umiddelbart efter fødslen, 10 dage efter og igen efter et halvt år.
- 30 procent af kvinderne fortæller, at de stadig har smerter ved samleje et halvt år efter. Det er jo helt vildt, at det er så mange og at de finder sig i det, siger Sara Kindberg. Undersøgelsen omfatter udelukkende raske kvinder, der har født naturligt og fået levende børn, og det er, ifølge Sara Kindberg, måske forklaringen på, hvorfor kvinderne ikke henvender sig til lægen med deres smerteproblemer.
- Vores sundhedsvæsen er først og fremmest gearet til at tage sig af de syge og sådan skal det også være, men det burde også være naturligt at henvende sig med den her slags problemer, siger hun. Forskningsprojektet, der er gennemført på Skejby Sygehus i Århus, har til formål at afprøve en ny metode til at sy kvinder, der er sprækket under fødslen. På trods af at to-tredjedele af de 65.000 kvinder, der føder i Danmark hvert år, "går i stykker" under fødslen, er der aldrig forsket ret meget i, hvordan man bedst syr de nybagte mødre sammen igen.
De to jordemødre på Skejby Sygehus har sammenlignet to forskellige metoder. Kort fortalt en gammel brugt model med mange sting og en ny med få. Hvilken der viste sig at være bedst, kan de endnu ikke afsløre. Den videnskabelige artikel skal nemlig, ifølge reglerne, først publiceres i et videnskabeligt tidsskrift. Hvis det viser sig, at den nye metode ikke giver flere smerter og komplikationer umiddelbart efter fødslen og på længere sigt, eller måske endda færre, kan den vise sig at blive banebrydende på verdensplan. Heller ikke andre steder i verden er der nemlig forsket ret meget i, hvordan man syer nybagte mødre sammen.