Levende rock på museum
Legendarisk rockband genopstod i Den Gamle By
I dag genopstod det legendariske Aarhus-band Daisy for en kort stund i Den Gamle By i Aarhus.
Bandet havde sin storhedstid i slutningen af 1960'erne, og gjorde sig dengang bemærket ved at være det eneste danske band, som blev spillet på tidens hotte musikradio Radio Luxembourg.
- Det var rart at stå foran alle de rare mennesker, vi har nydt det, og vi har glædet os, siger sanger i Daisy Poul Erik Vejgaard.
Daisy gik i opløsning i 1975, og bandmedlemmerne har kun spillet sammen en enkelt gang siden.
Publikum nød gensynet med de gamle idoler:
- Poul Erik er fantastisk på en scene, og han er så skøn, smuk og levende. En rigtig stjerne, siger billedkunstner Birthe Reinau fra Aarhus.
I morgen er der igen koncert i Den Gamle By med 60'er bandet The Restless.
Se mere fra dagens koncert i tv-indslaget øverst på siden.