Lettet nevø og enkemand: Det var min onkels ønske

- Han foreslog, at vi blev gift som ham ejendomsmægleren, siger nevøen

Poul Erik Nielsen døde i september 2016. To år inden hans død blev han gift med sin 40 år yngre nevø.

Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi har besluttet at standse efterforskningen af en 43-årig landmand fra Randers-egnen.

Landmanden har været under mistanke for åger af særlig grov beskaffenhed.

I 2014 indgik landmanden ægteskab med sin 40 år ældre onkel. I den forbindelse blev der oprettet en ægtepagt, hvori onklen eftergav gældsbreve for 5,6 millioner kroner i form af en gave.

Det har været en rigtig god forretning for en 43-årig landmand at gifte sig med sin 40 år ældre onkel. Nevøen er blevet efterforsket for åger af særlig beskaffenhed, men nu har anklagemyndigheden lukket sagen.

Familien til den afdøde onkel - Poul Erik Nielsen - indgav efterfølgende en politianmeldelse, da de mener, at onklen i mange år har været svært dement og derfor ikke har vidst, hvad han skrev under på.

Men nu er nevøen altså ikke længere i politiets søgelys.

- Jeg har vidst hele tiden, at det var fuldt lovligt, siger den 43-årige landmand til TV2 ØSTJYLLAND.

Læs også Anklage: Nevø giftede sig med dement onkel for at score arv

Ifølge landmanden selv har det ikke betydet det store at være under mistanke så længe.

- Jeg har taget det stille og roligt, det må jeg indrømme, men nu kan jeg komme videre, siger nevøen.

Ifølge nevøen var det den nu afdøde onkels - Poul Erik Nielsen - eget ønske, at de to skulle giftes.

- Han sagde, at det var hans penge. Han havde betalt skat af dem én gang. Det gad han ikke igen. Han foreslog, at vi blev gift som ham ejendomsmægleren (Jan Fog red.). Så undersøgte han det og sagde, at det kunne godt lade sig gøre, forklarer nevøen.

Efter at familien fandt ud af, at deres nu afdøde bror - Poul Erik Nielsen - var blevet gift med sin nevø og i den forbindelse havde overdraget 5,6 mio. til nevøen anmeldte de nevøen til politiet.

Parret blev viet den 14. september 2014 af en lokal præst. Sognepræsten har forklaret til politiet, at hun ikke bemærkede noget særligt vedrørende Poul Erik Nielsen. Det faldt hende ikke ind, at at han havde demens. Overfor politiet har sognepræsten udpeget Poul Erik Nielsen som den, hun har viet, men hun er overhovedet ikke sikker.

- Der kom en præst hjem til mig i stuen. Min omgangskreds har syntes, at det var alle tiders. Det er kun familien, der er blevet sure. Sådan er det altid med penge, fortæller nevøen om det kuriøse bryllup.

Sag lukket for anden gang

Sagen blev i første omgang lukket af Østjyllands Politi. Men statsadvokaten i Viborg bad politiet om at genåbne sagen.

Men nu er sagen altså igen blevet lukket af Østjyllands Politi. 

Lukning af sagen sker med en begrundelse om, at det ikke kan bevises, at Poul Erik Nielsen fra 2011 og frem til hans død i december 2016 var dement.

Læs også Ældre Sagen klar med opfordring efter spektakulær arvesag

- Det fremgår af de lægelige papirer, at den afdøde i perioden bliver tiltagende svækket. Men nærmere vil jeg ikke kommentere på hans helbredstilstand, siger Jesper Rodkjær, der er specialanklager hos Østjyllands Politi.

- Historikken siger, at han har villet begunstige sin nevø. Giftemålet trækker overskrifter, men i virkeligheden er det en god rådgivning for at slippe for arveafgift, siger Jesper Rodkjær.

Den øvrige familie til Poul Erik Nielsen har dog tænkt sig at klage over efterforskningen igen. Det tager nevøen helt roligt.

- Sagen er lukket ned to gange, så lad dem bare klage, siger nevøen.

04:44

Her kan du se et indslag om hele arvesagen. Politiet efterforsker ikke længere nevøen, der giftede sig med sin 40 år ældre demente onkel.

Luk video