Letbanen får EU-støtte
EU's miljøprogram giver 1,9 mio. euro
Aarhus Letbane får en økonomisk håndsrækning af EU.
Det er EU's miljøprogram Elena, der giver letbanen 1,9 millioner euro til opførelsen. Pengeindsprøjtningen sker over en periode på tre år, og der ligger en velovervejet beslutning bag.
'Forvandlingen af en eksisterende jernbane til en eldreven letbane, hvor der også skal kunne køre godstog er ingen nem opgave - til gengæld vil erfaringerne fra projektet kunne bruges i resten af Europa, hvor dieseldrevne jernbaner ønskes erstattet med mere miljøvenlige transportmidler', lyder beslutningsgrundlaget.
Hos Aarhus Letbane I/S er man begejstret for den hjælpende hånd.
- Jeg må tilstå, at vi har svært ved at få armene ned. Elena er meget grundige i deres behandling og udvælgelse af projekter, og vi har arbejdet med vores ansøgning i mere end et år. Så vi er rigtig glade for, at vores anstrengelser bærer frugt, siger direktør for Aarhus Letbane, Claus Rehfeld Moshøj.