Legeplads og grønt område til Lyngby-borgere og asylansøgere
Mange planer i landsbyen Lyngby til gavn for byens borgere og beboerne på asylcentret
Fodboldbane, shelters og legeplads er nogle af de ting, som borgerne i Lyngby ved Trustrup på Djursland og beboerne på asylcentret i byen nu kan se frem til.
Der har længe været et ønske om at etablere en legeplads ved asylcentret, og den drøm bliver nu til virkelig.
Det er Røde Kors, der etablerer legepladsen inde på asylcentret, og den kan også frit benyttes af byens borgere. Udover legepladsen laver Røde Kors også et nyt indgangsparti, så borgerne i Lyngby 'føler sig velkomne'.
Til gavn for alle
- Vi er meget glade for, at den konstruktive dialog med borgerepræsentanterne i Lyngby fører til, at vi nu kan skabe udefaciliteter til fælles gavn og glæde for byens beboere og borgere, siger Claus B. Pedersen, der er centerleder hos Røde Kors, ifølge Norddjurs Kommune.
Borgmester i Norddjurs Kommune, Jan Petersen (S), glæder sig også over projektet, som er et af flere i byen.
LÆS OGSÅ: 18 måneders fængsel for nazi-hærværk mod asylcenter
- Legepladsen er et fint eksempel på, at når vi indgår partnerskaber mellem flere aktører, kan der opstå noget værdifuldt for alle. Legepladsen bliver forhåbentlig en kilde til fornøjelse for både asylansøgerne og byens borgere. Og måske bliver den et nyt mødested. Glæden ved at se sine børn udforske en ny legeplads behøver man hverken dele sprog eller nationalitet for at være fælles om, siger Jan Petersen.
Multiaktivitetsplads
Også syd for kirken sker der noget i Lyngby i den kommende tid.
LÆS OGSÅ: Røde Kors om tvangsflytning: Vi håber, asylansøgere besinder sig
Her skal der laves en multiaktivitetsplads med blandt andet fodboldbane, legeplads og shelters, ligesom Lyngby og Omegns Borgerforening laver en amfiscene. Kommunen støtter projektet med 0,2 millioner kroner, og området kan benyttes af byens borgere og beboerne på asylcenteret.
Arbejdet med at etablere legeplads på asylcentret og multiaktivitetspladsen ved kirken forventes at begynde i den nærmeste fremtid.
Byens asylcenter har tidligere fået meget opmærksomhed, da det flere gange er blevet udsat for hærværk. En 26-årig mand er dømt i sagen, som fik borgere i byen og fra mange andre steder til blandt andet at lave en glædesring om asylcntret.