Leder sigtet for overgreb
Kommunen lukkede i 2010 opholdsstedet
Skanderborg Kommune og politiet bekræfter, at der er rejst en sigtelse mod en mand på opholdssted Elverkær ved Skanderborg.
Stedet blev ifølge Jørgen Gaarde (A), borgmester i Skanderborg Kommune, lukket allerede i 2010 efter tilsyn fra kommunen.
- Hver gang der er sker noget, som kommer i nærheden af at børn bliver misbrugt på den ene eller den anden måde, er det stærkt bekymrende, siger Jørgen Gaarde.
- Men jeg er også glad for, at vores medarbejdere og ledere gik ind og lukkede tilbuddet. Men det skal understreges, at de på daværende tidspunkt ikke havde kendskab til det påståede pædofiliforhold.
Ifølge DR Nyheder er der tale om en 63-årig mand, der i næsten tyve år har drevet det socialpædagogisk opholdssted, som ligger udenfor Skanderborg.
Lederen er ifølge DR sigtet for adskillige overgreb mod børn af begge køn.
- Hvis de havde haft kendskab til det, havde vi anmeldt sagen dengang, siger borgmesteren, som først onsdag er blevet bekendt med sagen.
Han vil endnu ikke sige, om kommunen har gjort det godt nok i sagen.
- Man skal passe på med at sige, at man har gjort det godt nok. Men vi er udsat for, at der er mennesker, som undertiden gør noget forbryderisk mod børn.
- Det, vi kan gøre, er at føre det rigtige tilsyn og agere. Og det er netop det, der er sket her. Det er på baggrund af tilsynet, at stedet blevet lukket. Det var en faglig vurdering, siger borgmester, som understreger, at lukningen ikke skete på baggrund af sagen.
Opholdsstedet har blandt andet været godkendt til netop at tage sig af børn, der har været udsat for seksuelle overgreb og incest. Politiet har efterforsket lederen gennem længere tid og det er den efterforskning, som nu har ført til sigtelserne for sexovergreb.
Manden fremstilles torsdag i et grundlovsforhør, hvor en dommer vil tage stilling til, om manden skal varetægtsfængsles.