Lauge: Svært at omstille sig

Danske dommere fløjter oftere end de europæiske

De danske hold har et problem, når der skal jongleres mellem den hjemlige liga og de europæiske turneringer. Der dømmes nemlig efter to forskellige regelbøger.

- Den måde, der bliver dømt på, og den type håndbold, der spilles i Europa, er helt anderledes, end det vi ser i den danske liga, siger tidligere AG København-træner Søren Herskind.

Bjerringbro-Silkeborg fik i den forgangne sæson den europæiske linje at mærke, og førte 10 Champions League-nederlag i ligeså mange kampe med sig.

- Det er ikke os, der sætter niveauet for, hvordan der spilles på internationalt plan. Det kunne man i den grad se, da man så Bjerringbro-Silkeborg i Champions League sidste år, siger Søren Herskind.

Svært at finde balance

Bjerringbro-Silkeborgs danske landsholdsspiller Rasmus Lauge er enig i, at det kan være svært at finde en balance mellem hjemlige og europæiske kampe.

- Det kan godt lidt være en ulempe for et hold som vores. For hvis vi ikke må lægge os op på samme fysiske niveau i den hjemlige liga, så kan det være et problem at omstille sig, når vi i hver anden kamp skal spille Champions League.

Det er en anden måde at spille håndbold på. Der bliver sgu gået til stålet, og man får lov til det, siger Rasmus Lauge.

- Man får et chok, når man spiller mod Kielce nede i Polen og får en på madkassen, uden at modstanderen får et gult kort.

Landstræner Ulrik Wilbek har tidligere udtalt sig kritisk om den hårde danske dommerlinje.

- Der bliver dels dømt for mange udvisninger, og der bliver også dømt væsentligt flere angrebsfejl, end jeg har set før, sagde landstræneren tidligere på måneden.

Bjerringbro-Silkeborg indleder søndag Champions League-sæsonen ude mod Kielce fra Polen.