Lastbil vælter på motorvej
Kæmpe oprydningsarbejde efter ulykke på E45
Et væltet lastbil med anhænger har onsdag givet en del problemer for både beredskabsfolk og de øvrige trafikanter på motorvejen syd for Skanderborg.
Ifølge Horsens Folkeblad væltede lastbilen i det nordgående spor cirka 200 meter nord for afkørslen ved Ejer Baunehøj. Efter uheldet var en del af motorvejen afspærret, og bilister er blevet dirigeret ad alternative veje for at passere uheldsstedet.
Der er angiveligt løbet flere tusinde liter mælk ud af lastbilens tanke. Mælken er løbet ned i en nærliggende sø, og mandskab på stedet forsøger ved hjælp af pumper at få mælken fjernet. Arbejdet fortsætter sandsynligvis i løbet af natten.
Chaufføren af lastbilen slap uskadt fra uheldet. Han har forklaret politiet, at han mistede herredømmet over lastbilen, da en anden lastbil svingede meget hurtigt ind foran ham.