Lastbil påkørte jernbanebro og aflyste togtrafik i fire timer

Over 10 tog måtte aflyses, da en lastbil satte sig fast under en jernbanebro i Bjerringbro

Foto: 24-7news/Peter Erfurt

Foto: Google Maps

1 af 2

Tirsdag formiddag undervurderede en lastbilchauffør sit køretøjs højde. Derfor kilede lastbilen sig fast under jernbanebroen i Brogade i centrum af Bjerringbro. Togtrafikken mellem Struer og Aarhus blev fra kl. 11-15 aflyst.

- Omkring 10 afgange måtte aflyses, og vi satte busser ind på strækningen. Fra kl. 15 har der været normal drift igen. Der er blevet ryddet op på stedet, og vi har sikret os, at broen er sikker at køre over med tog, siger pressemedarbejder hos Arriva, Morten Larsen, til tv2oj.dk.

Læs også Mølletransport har påkørt motorvejsbro

De mange aflysninger betød længere rejsetid for en hel del passagerer, der måtte vente på busser kunne fragte dem videre.

- Heldigvis ramte uheldet ikke morgen- eller eftermiddagstrafikken, men det har da helt klart givet gener for de rejsende alligevel, erkender Morten Larsen.

Ifølge ham er broens sikkerhed undersøgt til bunds, og der skulle ikke være noget problem i, at toge passerer den.