Motorvej atter åben efter stort uheld - lastbil kørte ind i kø

E45 blev mandag morgen scene for et stort færdselsuheld.

Tre personer er kommet til skade i forbindelse med et færdselsuheld på E45. Foto: Per Øxenholt - Øxenholt Foto

Et stort færdselsuheld var skyld i, at E45 mandag var spærret mellem Skanderborg og Ejer Bavnehøj.

Færdselsuheldet fandt sted omkring klokken 8, hvor en lastbil kørte op i en langsomt kørende kø.

Ved sammenstødet ramte lastbilen et autoværn, som blev skubbet over i sydgående retning af motorvejen.

Læs også Voldsom brand raserer børnehave

Motorvejen var spærret i begge retninger indtil omkring klokken 10, hvor bilister kunne passere via nødsporet i retning mod Horsens.

Først omkring klokken 12.15 kunne Vejdirektoratet melde, at alle spor var farbare i begge retninger.

Lastbilen endte ud i autoværnet, da den kørte ind i en kø på E45. Foto: Per Øxenholt - Øxenholt Foto

Tre kørt til hospitalet

Politi og redningsfolk rykkede i stor stil ud til uheldsstedet. 

- Tre personer er kommet til skade, men ingen er i kritisk tilstand, siger vagtchef Jeppe Thranum til TV2 ØSTJYLLAND.

Læs også Se brugernes billeder: Sådan blev Sankt Hans fejret i Østjylland

De tre kvæstede personer er blevet bragt til Aarhus Universitetshospital i Skejby. 

Uheldet blev anmeldt til politiet klokken 8.09.