Lars har været forsvundet siden fredag: Her er han sidst set

Lars Hjulmand har været savnet siden fredag, hvor han forsvandt fra en adresse i Randers. Politiet offentliggør nyt billede

Foto: Østjyllands Politi

1 af 2

Østjyllands Politi har mandag eftermiddag frigivet et nyt billede af Lars Hjulmand, der har været savnet siden fredag.

Billedet er taget selvsamme fredag klokken 14.10, hvor Lars Hjulmand ses cyklende væk fra en butik på Grenåvej 13 i Randers. Han ses iført en meget karakteristisk orange cykelhjelm, gul refleksjakke, solbriller og jeans.

Læs også Politiet har ledt i nat: Lars Hjulmand er stadig forsvundet

Lars Hjulmands cykel er en Centurion, model 2015 Image, mat sort, med otte gear. Den er monteret med for-og bagskærme.

Østjyllands Politi oplyser, at Lars Hjulmand mandag eftersøges med hunde i haveforeningen Venezuela og i strækningen ned mod Randers Bro.

Missing People går ind i eftersøgningen
Organisationen  Missing People beder frivillige, der vil hjælpe med at lede, møde op mandag klokken 16 på hjørnet af Udbyhøjvej og Fjordgade i Randers.

Folk, der vil lede sammen med Missing People, skal være fyldt 18 år.

Organisationen forventer, at mandagens eftersøgning varer frem til til klokken 20.

- Husk endelig varmt tøj, en god lommelygte samt noget at drikke og spise, opfordrer Missing People.

03:31

VIDEO: Søndag ledte familie og bekendte efter Lars Hjulmand. Du kan se indslaget her. 

Luk video

Lars Hjulmand er ikke set siden fredag, hvor han forlod et spisested i Dronningensgade i Randers klokken 13.20.

Lars Hjulmand er senhjerneskadet efter et trafikuheld i 1994, og han er afhængig af epilepsi-medicin. En medicin, han ikke havde på sig, da han forsvandt. 

- Det faktum betyder, at han helt klart skal findes hurtigt, siger Vivian W. Eriksen.

Hans bror, Anders Hjulmand, leder med lys og lygte, men det er ikke nogen nem kamp.

- Vi har gået noget rundt, og vi har kørt noget rundt, men det er et rigtig stort område at kigge i, sagde Anders Hjulmand søndag til TV 2 I ØSTJYLLAND.

Data fra Lars Hjulmands mobiltelefon viser, at han først på aftenen fredag har befundet sig et sted imellem Randers midtby og lystbådhavnen.

Lars Hjulmand var iført en gul vest og cykelhjelm, da han forlod stedet.

Har man set Lars Hjulmand eller har andre oplysninger i sagen, bedes man ringe til Østjyllands Politi på 114.

Eftersøgningen efter ham begynder ved haveforeningen Venezuela, som ses herunder: