Langsomme lyskryds kan være en fordel for bilister
Hvis fodgængerne allerede er nået over et fodgængerfelt, er der ingen grund til, at bilisterne stadig holder og venter for rødt.
I et lyskryds i Aarhus sidder der en lille radar.
Den er den eneste af sin slags i Danmark, og den måler hastigheden på de fodgængere, der går over fodgængerfeltet i krydset. Og den sørger for, at lyset ikke skifter til rødt, før fodgængerne er kommet over.
Ifølge Jens Toft Wendelboe giver det rigtig god mening at bruge mange kræfter og penge på den slags tiltag.
Til daglig arbejder han med intelligent trafikstyring.
Læs også
- Ud fra et optimeringsperspektiv, så flyder trafikken samlet set bedre og mere effektivt, hvis vi bruger mindst mulig tid på at holde for rødt. Sådan et system her kan godt minimere den tid, bilisterne kommer til at holde for rødt, siger Jens Toft Wendelboe, COWI, Aarhus.
For eksempel hvis fodgængerne allerede er nået over et fodgængerfelt, er der ingen grund til, at bilisterne stadig holder og venter for rødt.
Udover den lille radar er der også andre tiltag i Østjylland.
Læs også
- I Aarhus og Randers arbejder man blandt andet med registrering af Bluetooth-enheder. Det vil sige, at hvis vi alle sammen render rundt med en mobiltelefon i lommen eller i bilen, så kan man registrere, hvor vi bevæger os hen, hvor hurtigt og i hvilke mønstre vi kører, siger Jens Toft Wendelboe.
De data kan man bruge til at opsamle viden om, hvordan trafikken bevæger sig, og om der er problemer nogle steder.
Det betyder dog næppe, at vi helt slipper for at holde i kø som bilist.
- Nej, det er måske at tage munden for fuld. Men det kan hjælpe os til at blive klogere på, hvordan trafikken bevæger sig, siger Jens Toft Wendelboe.
Øverst kan du se hele indslagt om perspektiverne ved intelligent trafik.