Lange ventetider på psykologhjælp i Østjylland
Borgere i Aarhus Kommune og Region Midtjylland må vente længe, hvis de har brug for psykologhjælp
Det er ikke særlig let at få psykologbehandling for angst og depression via sygesikringen.
I hvert fald ikke i Aarhus Kommune, hvor hjælpen har lange udsigter.
Ifølge de seneste tal, var der 14 ugers ventetid til psykologbehandling. Det er den længste ventetid blandt landets fem største kommuner. Noget af forklaringen er, at folk går til psykolog der, hvor de arbejder.
Læs også
- Derfor vil ventetiderne være længere i byerne end ude på landet. Folk fra andre kommuner tager til storbyen og går til psykolog. Vil man løse det, skal man lave flere ydernummer i storbyerne. Psykologerne har tid nok, men i sygesikringsoverenskomsten er der et loft for, hvor meget psykologerne må arbejde, siger Eva Secher Mathiasen, der er formand for Dansk Psykolog Forening.
Det kan løses ved at afsætte flere penge, så kan man fjerne ventelister. Psykologerne har tid nok, men der er ikke penge nok
Over 10 ugers ventetid
På regionsplan indtager Region Midtjylland også førstepladsen med gennemsnitlig 10,7 ugers ventetid til psykologbehandling for angst og depression. Opgørelsen er lavet af Dansk Psykolog Forening.
Læs også
Ifølge Eva Secher Mathiasen har det store konsekvenser for den enkelte, at ventetider på psykologhjælp er så lange.
- Det er ganske alvorligt for den enkelte. Mange af dem, der går til lægen og beder om hjælp, har over en længere periode udviklet et psykisk problem, som de ikke magter. Derfor har de behov for hjælp med den samme. Men det er også en risikofaktor, at de udvikler en mere alvorlig lidelse, som kræver mere behandling. Så det ender med, at blive dyrere for os alle sammen, siger Eva Secher Mathiasen.