Langballe betalte bøde - Grahn mødte ikke op

DF-politikeren Jesper Langballe fra Randers undgik retsmøde efter trafikforseelse. Fodboldspilleren Tobias Grahn udeblev fra retten.

Tobias Grahn blev i april sidste år taget for at køre for hurtigt - og uden kørekort. Foto: Randers FC

Retten i Randers så hverken folketingsmedlem Jesper Langballe (DF) eller fodboldspiller Tobias Grahn tirsdag formiddag. Her stod de ellers begge tiltalt for overtrædelser af færdselsloven.

Ifølge Randers Amtsavis var Jesper Langballe hurtig til at betale sin bøde, da han mandag blev opmærksom på retsmødet.

- Jeg skyndte mig at ringe til retten, fortæller Jesper Langballe, der derefter var en tur forbi bødekontoret og dermed undgik tirsdagens retsmøde.

DF-politikeren skulle betale en bøde på 500 kroner, fordi han i september sidste år havde glemt at få sit kørekort fornyet, efter han få dage tidligere fyldte 70.

Tobias Grahn slap ikke for dom

Den tidligere Randers FC-spiller Tobias Grahn slap derimod ikke for en dom. Den svenske fodboldspiller blev i april sidste år taget for at køre for hurtigt, og ved samme lejlighed konstaterede politiet, at han kørte uden kørekort.

Tobias Grahn mødte ikke op til tirsdagens retsmøde, men dommeren idømte ham ifølge Randers Amtsavis en såkaldt udeblivelsesdom, der kommer til at koste ham 6.000 kroner.

Tobias Grahn er siden trafikforseelsen vendt tilbage til sit hjemland, efter at Randers FC og den svenske midtbanespiller i efteråret blev enige om at annullere kontrakten.